Garvet læge siger op i protest: Har ikke tid nok til patienterne
Udfordringerne med Region Hovedstadens it-system Sundhedsplatformen får nu en af Rigshospitalets garvede kirurger til at sige op.
- Sundhedsplatformen er en tidsrøver. Jeg føler ikke, at jeg længere er i stand til at give den vejledning og behandling, som jeg mener, at patienterne har krav på, siger Ulf Heglstrand.
- Sundhedsplatformen er en tidsrøver. Jeg føler ikke, at jeg længere er i stand til at give den vejledning og behandling, som jeg mener, at patienterne har krav på, siger Ulf Heglstrand. Foto: Dansk Ride Forbund

It-systemet er så stor en tidsrøver, at der mangler tid til patienterne, lyder kritikken fra Ulf Helgstrand, som derfor har sagt op.

Udfordringerne med Region Hovedstadens it-system, Sundhedsplatformen, er så store, at den garvede kirurg på Rigshospitalet, Ulf Helgstrand, nu har sagt op. Det skriver Dagens Medicin.

Opsigelsen kommer længe før, at han havde planlagt at skulle gå på pension.

Men det er svært at passe sit job ordentligt med sundhedsplatformen, mener Ulf Helgstrand.

- Sundhedsplatformen er en tidsrøver. Jeg føler ikke, at jeg længere er i stand til at give den vejledning og behandling, som jeg mener, at patienterne har krav på. Det siger Ulf Heglstrand til DR P4 København.

Den store it-platform, som er indkøbt til hospitalerne i hovedstadsområdet og på Sjælland, har tidligere mødt massiv kritik fra sygeplejersker og læger. Kritikken er blandt andet gået på it-problemer og udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen.

Ifølge Ulf Helgstrand er det store problem med sundhedsplatformen, at lægerne nu har ansvaret for at skrive journalerne.

Tidligere kunne lægerne diktere en journal i løbet af en konsultation og overlade det til sekretæren at bruge sit veltrænede ti-fingersystem til hurtigt og sikkert at nedfælde lægens udtalelser. Men nu skal lægerne selv taste det hele ind, skriver Dagens Medicin.

Og ifølge Ulf Helgstrand betyder det nye system, at han kun bruger en femtedel af sin tid på patienterne.

- Jeg sidder stort set med ryggen til patienterne under hele konsultationen, fordi jeg skal kigge ned i computeren, siger Ulf Helgstrand til DR P4 København.

Efter planen skal Sundhedsplatformen tages i brug på samtlige hospitaler i de to sjællandske regioner i løbet af det næste års tid.

DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Region Hovedstaden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.