Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
SÅ ER vi i krig igen!
Nu også i Syrien.
Og jeg har tøvet et par gange, fordi sammenligningen egentlig er usmagelig: Gang på gang er et slogan fra et citat rullet ind fra min underbevidsthed: ”Det vigtigste er ikke at vinde – det vigtigste er at deltage.”
Ifølge 'Den store danske encyklopædi' tilskrives den franske baron Pierre de Coubertin – de moderne Olympiske Leges fader - følgende i den olympiske målsætning: " … Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt … ”
Kampen mellem nord og syd, de forarmede og os med velfærden, magthavere og undertrykte, blind-fanatisk religiøse og kulturkristne, dem med og dem uden olie, ofrene for kolonialismen og de gamle og nye koloniherrer er langt mere alvorlig end sammenligningen med den verdensomspændende sportsbegivenhed, OL. Det ved jeg. Mit alibi er, at Coubertin jo havde denne sværmeriske drøm, at man kunne transformere denne iboende menneskelige lyst til at slås til en fredelig dyst, en global idrætskonkurrence.
Coubertin havde alle grunde til at dø i total desillusion: – Han forlod verden som 74-årig i 1937, året efter Hitler havde suget al propagandaeffekt ud af de Olympiske Lege i Berlin.
DET SVÆRESTE som ”kritisk krigsdeltager” – eller hvad man nu vil kalde alle os, der ikke er i stand til hverken at gå all-in i endnu en krig eller at udelukke risikoen for at måtte slås – er skråsikkerhedens spøgelse. Og det er umuligt at undgå mødet med dette spøgelse i den afsluttende folketingsdebat om og vedtagelsen af endnu en dansk krigsdeltagelse. Fra de radikale, der vrider og vender sig i samvittighedskvalerne over at være født som et antikrigs-parti – og så alligevel at gå med på brugen af krudt, missiler og kugler – til DF’s prædiken stolthed over at være med.
For det danske nationalkonservative parti, DF, må man forstå, at det her projekt først og fremmest handler om at tage vare på os selv. Selv om konflikten i Mellemøsten om nogen er en global livsfare, ved vi fra tidligere udsagn, at DF ikke kæmper i næstekærlighed for ofrene i det Syrien, hvortil vi nu sender en håndfuld F16-fly og en transportmaskine. DF’s ordfører Marie Krarup definerede næstekærlighed i kristendom.dk 6. oktober sidste år:
"Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden."
SÅ VI går altså i krig i stolthed og for at tage vare på vore nærmeste.
Det var den senere generalsekretær i Nato og daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der åbnede dørene for en meget mere offensiv og aggressiv udenrigspolitik. Den politisk-ideologiske begrundelse fandt Fogh i et opgør med den såkaldte samarbejdspolitik i de første år af Danmarks besættelse. Her gengivet i en tale på Søværnets Officersskole i 2003 på 60-års-dagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud i 43:
” … Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred … ”
Det skal med i forståelsen, at den daværende statsminister og folketingets flertal satte Danmark på krigsfod et halvt år inden talen til officersaspiranterne - ved invasionen i Irak. Kampen mod terror fødte et nyt Venstre, som ellers mest var kendt for dets slaphed under besættelsen.
Bekvemmelighedsflaget blev i den grad strøget, at det ikke fik nogen betydning, at påstanden om masseødelæggelsesvåben – krigs-begrundelsen i Irak - ikke holdt stik. Beslutningskraften er endnu så stærk, at Venstre end ikke ønsker afklaret om krigsbegrundelsen var en løgn.
I krigen mellem demokrati og diktatur, kan man ikke stå neutralt, siger Fogh.
MEN JEG spørger som krigs-kritiker: Hvem har så ansvaret, når vi trækker os ud med samme lethed, som vi er gået med?
- Hvem løser for alvor problemerne i Afghanistan, hvor Taliban igen vinder frem og den nationale hær er svag og undermineret?
- Hvem hjælper Irak, med dets totalsmadrede samfund af religiøst-etniske kampe og terrorangreb?
- Hvem hjælper Libyen, hvor også helt nøgterne iagttagere drager i tvivl, om der nogensinde kan genskabes ET samlet land.
Og hvis vi går lidt udenfor den egentlige krigsfod – men blot fokuserer på Fogh-princippet om, at der ikke findes nogen neutralitet mellem demokrati og diktatur:
- Hvad i al verden laver vores smilende kongehus i det notoriske prinse-diktatur i Saudi Arabien?
- Hvorfor strutter vi af glæde over de fjernede sanktioner og det nye erhvervssamarbejde med den Islamiske republik Iran, hvor det er et hold af præster, der afgør, hvem der må stille op til parlaments- og præsidentvalg?
JEG ER på det rene med, at tvivl i politisk på et tidspunkt må afløses af beslutningskraft. Sådan var det for de samarbejdspolitikere, som valgte ikke at smadre Danmark i en retfærdig men umulig forsvarskrig i april 1940. Sådan er det hos tidens beslutsomme politikere, som med eller uden stolthed endnu engang sender Danmark i åben krig.
Det er demokratiets vilkår.
Men skråsikkerheden står sin prøve, indtil vi kan se, om døde, danske soldater og milliarder af kroner giver os den verden, som er krigens begrundelse.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.