De syriske oprørere lover, at de vil beskytte FN's inspektører, hvis de vil bevæge sig ind i det område, hvor oppositionen hævder, at den syriske regering har anvendt kemiske våben.
- Vi vil sørge for sikkerheden til FN-holdet. Det er kritisk, at disse inspektører når frem inden to døgn, siger talsmanden for Syriens Nationale Koalition, Khaled Saleh.
Erklæringen fra oppositionsbevægelsen var tilsyneladende et forsøg på at gendrive Ruslands påstand fra tidligere på dagen - at det er oprørerne, som forhindrer, at der kan foretages en objektiv undersøgelse af, hvad der er sket.
Syriske aktivister siger, at de er i færd med at smugle vævsprøver fra ofrene til FN's inspektører, så det med sikkerhed kan fastslås, at præsident Bashar al-Assads hær har brugt giftgas ved angrebet.
FN oplyser, at det har sendt deres førende våbenekspert, Angela Kane, til Syrien, hvor hun ventes at lande lørdag for at påbegynde en undersøgelse af det formodede giftgasangreb.
Der er i forvejen et hold FN-inspektører i Damaskus.
Op mod 1300 mennesker døde under angrebet onsdag, siger oppositionen.
Eksperter siger på grundlag af de billeder og videoer, der er sluppet ud fra området, at det kan være nervegassen sarin, der er brugt under angrebet.
Angreb med kemiske våben anses for at være en af de værste former for krigsforbrydelser.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.