Narcocorridos er ballader i bedste mexikanske stil: rig på harmonika, horn og tragedier.
Men emnet, som sangene kredser om, er kontroversielt. De handler om narkosmugling, og de mennesker, som udfører det. Myndighederne bryder sig ikke om fænomenet, men narkoballaderne er populære især i det golde grænseland mellem USA og Mexico.
Hyldest til baroner
Indimellem fortæller sangerne i narcocorridos deres historier om skudopgør eller store containere kokain på en nøgtern måde. Andre gange lægger de ikke fingrene imellem, men skriver poetiske hyldester til eksempelvis Golf-kartellet, Sinaloa-kartellet eller Benjamin Arellano-Felix.
De ovenstående er folk og organisationer, som myndighederne ville beskrive som de værste af de værste: Narkosmuglere, narkobosser og narkobander, der i de fleste tilfælde er mordere, i nogle tilfælde er berygtet for deres umenneskelige brutalitet, og som er ansvarlige for hvert år at smugle tonsvis af narkotika over den porøse grænse til USA. Hvorfor skrive en sang til dem?
Mexicansk folkemusik
Sam Quinones er en amerikansk forfatter, som har boet i Mexico og har skrevet bogen: Tales from the real Mexico , og ifølge Quinones er genren ikke til at komme udenom. For hvis der er nogen, som er god til at hylde den store kærlighed, den ensomme helt, den lille mands kamp imod korruptionen og systemet, så er det El Nortenos , som man kalder de mexicanere, der bebor det golde grænseområde imellem USA og Mexico.
»Corridos er de gamle mexikanske folkesange, som handler om hvad der foregår. Hvis der var en frihedskæmper, som var værd at fortælle om, et mord eller en familiefejde, kom det med i en corrido.«
Grænselandet var ifølge Quinones et sted, hvor en mand er en mand, ære er den højeste dyd at stræbe efter, og verden er fuld af rige godsejere, korrupte myndigheder, vold, blod, død og hårdt arbejde. Sådan ser det også ofte ud i dag. Mellem USA og Mexico kolliderer usigelig fattigdom kolliderer med rigdom. Narkotikasmugling er en levevej, så det er ikke så mærkeligt, at de almindelige corridos har fået deres egen undergenre, som drejer sig om narkosmugling.
Myrdet af gangstere
Narcocorridos har fået deres eget liv, og selvom man skulle tro, at en narkobaron helst vil undgå opmærksomhed, lader det modsatte til at være tilfældet. Og det er langt fra ufarligt at synge de kontroversielle ballader. Valentin Elizalde var en af genrens største stjerner. Med sange som hans største hit: A Mis Enemigos (Til Alle Mine Fjender, red.) nåede han at sælge millioner af plader, både i USA og i Mexico. Så indhentede virkeligheden ham. I 2006 optrådte han til en koncert i byen Reynosa. 20 minutter efter ramte en byge på flere end 70 kugler hans sorte køretøj.
Ingen mexicanere er i tvivl om, hvorfor Elizalde skulle dø. Han blev myrdet af Los Zetas: En gruppe som dengang arbejdede for Golf-kartellet. Valentin Elizalde havde skrevet hyldestsange til de forkerte og trådt over Golf-kartellets tæer. I Mexico er sværdet mægtigere end pennen.
»Jeg er fra en gruppe, som
hedder Zetas, og vi beskytter bossen/Eskorten er på 20 mænd, med ren
ære og hæder/Villige til at give vores liv for at tjene El
Patron /Siden jeg var en lille dreng, ville jeg være, hvad jeg er i
dag/Min far fortalte mig altid, der er intet større end ære/Mænd, som
har dét i baghovedet, er modige af natur/Der er 20 af os Zetas, forenet
som en familie/Vi har taget eksamen i selvmord, velvidende at i enhver
aktion kan vi miste vores liv« Kilde: Teksten fra en populær
narcocorrido