Den svindelmistænkte kvinde, der er efterlyst for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner, rejste ind i Sydafrika, to dage før styrelsen anmeldte hende til politiet.
Det skriver Ekstra Bladet, der bygger historien på fortrolige indrejsedokumenter fra de sydafrikanske myndigheder, som mediet er kommet i besiddelse af.
Kvinden rejste ifølge dokumenterne ind i Sydafrika den 23. september. Det er to dage før, Socialstyrelsen meldte hende til Fyns Politi.
Ifølge Ekstra Bladet fløj hun ind i Sydafrika med et fly fra den schweiziske by Zürich.
Det er uvist, hvor hun i dag befinder sig. I dag kan hun dog ikke rejse over grænseovergange uden at blive anholdt, hvis hun viser sit pas, da hun er eftersøgt gennem Interpol.
Det har tidligere været fremme, at den 64-årige kvinde menes at opholde sig i udlandet, og at hun har investeret i ejendomme i Sydafrika.
Kvinden var i 40 år ansat i Socialstyrelsen, og det var i kraft af sin stilling, at hun ifølge styrelsen kunne overføre penge til sine egne konti.
Svindlen skal angiveligt være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skal være fordelt over 274 udbetalinger.
Styrelsen politianmeldte hende den 25. september, og den 9. oktober fortalte børne- og socialminister Mai Mercado (K) for første gang offentligheden om sagen.
/ritzau/