Fodboldmålmanden Stephan Andersen møder frem i landsholdets træningslejr mandag med friske ben.
Endnu en gang var landsholdets sædvanlige førstevalg bænket i hele kampen, da hans klub, Real Betis, søndag aften spillede ude mod Getafe i Primera Division.
Fra bænken så Stephan Andersen sin konkurrent, Guillermo Sara, blive skudt sønder og sammen i den første halve time af kampen, der endte 3-1 til Getafe.
Hjemmeholdet scorede alle tre mål inden for de første 30 minutter, og først i anden halvleg kom Betis på måltavlen efter et selvmål.
Stephan Andersen spillede sæsonens første ligakamp ude mod Real Madrid, men trods godt spil i 1-2-nederlaget måtte han vige pladsen til fordel for Guillermo Sara i den efterfølgende kamp.
Den argentinske målmand har siden holdt fast i pladsen, og Guillermo Sara havde før dagens kamp kun lukket fem mål ind i seks ligakampe.
Stephan Andersen må glæde sig over, at han trods alt har holdt kampformen ved lige via tre kampe for Betis i Europa League, senest i torsdagens 1-1-kamp ude mod Rijeka.
Den tidligere Evian-målmand fik også fuld spilletid i Danmarks VM-kvalifikationskampe mod Malta og Armenien i sidste måned.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.