Sent om aftenen i sensommeren 1993 starter Varg Vikernes bilen i Bergen. Han er stjernen i dét norske black metal-miljø, der i løbet af de seneste år har kastet Norge ud i rædsel. Han er på vej til sin mentor, Euronymous, i Oslo. Han er på vej for at forhindre et mord.
Det er en lang tur gennem Norge. En lang tur gennem mørket.
Det er nu, det kulminerer. Det er nu, det slutter.
Liget i lejligheden
To år tidligere låser Euronymous sig ind i den lille lejlighed i Oslo, som medlemmerne af bandet Mayhem deler. Han er alene i lejligheden. Da han træder ind i stuen, står han stille et øjeblik. Han forlader lejligheden igen. I lejligheden ligger et lig.
Det er nu, det begynder.
Det er nu, det ragnerok bryder ud, som først slutter med Varg Vikernes køretur gennem et nattemørkt Norge. Grave bliver skændet. Kirker brænder til aske. Mænd mister liv. Rædslen griber landet. Og midt i alt det står greven af helvede og prinsen af død.
Black inner circle
I starten af 90 erne er Euronymous og Varg Vikernes fyrsterne på den norske black metal-scene. Euronymous har siden 80 erne været den reelle leder af broderskabet Black Inner Circle. Han er guitarist i bandet Mayhem og samlingspunkt for hele verdens undergrund af satandyrkende black metal-tilhængere.
En af tilhængerne er døden.
Stanken af død
Blandt dem, der slutter sig til Black Inner Circle, er den unge sanger Dead. Han er en anden type end de andre i miljøet. Han er indelukket og mere alvorlig. De andre er på det her tidspunkt mest af alt langhårede drengerøve, som spiller hardcore satanister, der ofrer harer og kaniner ved små ritualer. Dead er overbevist om, at han er en levende død. Han dyrker døden i en grad, der er langt mere ekstrem, end nogle i miljøet tidligere har set.
Uger inden koncerter begraver han sit tøj, så han kan optræde i ormeædte laser. Han bærer det forrådnede lig af en krage i en krukke. Inden sceneoptrædender åbner han låget og tager en dyb indånding for at synge med stanken af død i sine ord.
En grød af hjernemasse
Da Euronymous i april 1991 lukker sig ind i bandets fælleslejlighed i en forstad til Oslo, finder han Dead død. Han har skudt sig selv. Patronerne har han fået af den mand, der to år senere kører mod Oslo i natten. Dead er faldet sammen på gulvet op af en væg. Han har snitsår på håndledende og en køkkenkniv ligger lidt væk. Han er ligbleg. Der ligger et jagtgevær ved hans krop. Han har et stort skudhul i panden. Han er sunket sammen, og en tyk grød af hjernemasse og blod har samlet sig på gulvet.
Euronymous kigger på den døde sanger. Så forlader han lejligheden, tager ind til en butik i Oslo, køber et engangskamera og tager tilbage igen. Han arrangerer kniven og geværet, så det kommer med på billedet, og begynder at fotografere den døde sanger. Han samler stykker af kraniet sammen og overvejer at lave en sandwich af dele af liget.
Krigen begynder
Dagen efter ringer Euronymous til bassisten i bandet. Euronymous er ellevild. Han fabler om, at det hele for alvor starter nu. Nu får de succes. Nu begynder krigen. Og så siger han triumferende:
»Dead har gjort noget vildt sejt. Han har skudt sig selv, og jeg har billeder af det hele!«.
Samme år bliver et album udgivet. Det indeholder liveoptagelser fra en koncert i 1990, hvor Dead skar sig selv så voldsomt på scenen, at han var ved at dø af blodtab. Det er ikke det, som er interessant ved pladen. Det interessante er albumcoveret. Det er et billede af Dead, der ligger sammensunket op af en væg med et skudhul i panden og en grød af hjernemasse under sig.
Med Euronymous ord. Så er det nu, at krigen begynder.
Kort efter bryder kirkerne i brand.
Det stopper ikke før den sensommeraften, hvor Varg Vikernes sætter sig ind i bilen på vej mod det endelige opgør.