Det er ikke længe siden, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) meldte ud, at der hvert år bliver brugt cirka otte milliarder kroner på "unødvendige" indlæggelser.
Men det er en misforståelse, lyder vurderingen fra økonomer og læger. Det skriver Berlingske i søndagens avis.
Efter nærmere omtanke er ministeren også kommet frem til, at det er mere realistisk med en besparelse på 800 millioner kroner, skriver avisen.
Når ministeren har omtalt det som "penge ud af vinduet", er det ifølge Andreas Rudkøbing, der er formand for Lægeforeningen, en grov misforståelse.
- Disse indlæggelser dækker over borgere, som er blevet syge og har et behov for at blive indlagt, siger han til Berlingske.
Milliarderne dækker over tre forskellige slags indlæggelser, der er blevet omtalt som unødvendige og uhensigtsmæssige.
Konklusionen fra ministeren, da hun fremlagde tallene fra sit ministerium, lød, at der bliver indlagt patienter, hvor det ikke er nødvendigt.
Her kunne sygehuse eller kommunen og de praktiserende læger have været mere opmærksomme på symptomerne og have grebet ind før og undgået indlæggelse.
Men det er en misvisende måde at anskue det på, mener også Kjeld Møller Pedersen, der er økonomiprofessor på Syddansk Universitet.
Ellen Trane Nørby udtaler sig 20 dage efter, at hun selv præsenterede rapporten.
- Når der tales om så stort et tal som otte milliarder kroner, er det ikke noget, vi tror, det er realistisk at frigøre.
- Man kan bare frigøre for eksempel 10 procent, vil det være en betydelig sum, siger hun til Berlingske.
De penge kan eksempelvis bruges på at styrke sundhedsvæsenet, påpeger ministeren.
/ritzau/