Med finansloven øger regeringen og Dansk Folkeparti den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
- Vi får kontrol på alle overgange. Det er 10 overgange mere, hvor der ikke tidligere har været kontrol.
- Vi sætter både penge af til mere udstyr og mere personale - også på de ikke så befærdede overgange, siger finansordfører René Christensen (DF).
Der etableres kontrolbokse ved grænseovergangene i Frøslev, Padborg, Kruså, Rødby Havn og Gedser samt overdækning af kontrolområderne i Rødby Havn.
Ved de øvrige 10 overgange udføres kontrollen af sektorpatruljer, som i uniformerede patruljebiler skal gennemføre stikprøvekontroller.
Der vil være fastmonterede automatiske nummerpladeskannere ved samtlige 13 grænseovergange, der kan passeres i køretøjer.
Samtidig skal der opføres bygninger på grænsen til betjente og andet personale, der varetager grænsekontrollen.
- Der kommer langt, langt bedre forhold for personalet på grænsen. Der vil være bygninger, så man kan sidde inde og lave kontrol ud gennem en luge, siger René Christensen.
Er det permanente bygninger?
- En bygning. Hvor permanent er en bygning?
Taler vi mursten eller skurvogn?
- Det er ikke en skurvogn. Det er ordentlige forhold. Det er bygninger med varme på, så man kan føre en ordentlig kontrol.
spørgsmål: Og det er tjekket af med EU?
- Vi er gået så langt, som vi kan i forhold til den midlertidige grænsekontrol. Så kan man jo diskutere, om den stadig er midlertidig, når den har været der så længe nu, siger René Christensen.
Regeringen indførte den midlertidige grænsekontrol 4. januar 2016 og har siden forlænget den adskillige gange.
Finansloven afsætter en pulje på 10 millioner kroner til politiets grænseindsats målrettet de grænseovergange, hvor der ikke er døgnbemanding.
Der afsættes også en pulje på 10 millioner kroner årligt fra 2018 og frem til politiets kriminalitetsbekæmpende indsats i de grænsenære områder. Pengene kan eksempelvis bruges på yderligere patruljering.
Parterne afsætter også en reserve på 95 millioner kroner i 2018 til "merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne" og 90 millioner kroner årligt fra 2018 til en styrket indsats ved Danmarks ydre Schengen-grænser.
/ritzau/