De studerende skal lytte mere til en underviser og svede mindre over bøgerne.
Det mener regeringspartierne Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti og lægger dermed pres på universiteterne for at levere mere undervisning.
"Jeg kan godt forstå, at der er mange studerende, der er utilfredse med, at de mange steder kun har to eller fire undervisningstimer om ugen. Og derfor mener jeg også, at universiteterne har en udfordring i at løfte den her opgave," siger forskningsordfører Jonas Dahl (SF) til Newspaq.
Udmeldingen kommer efter formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm, i dag fortæller, at flere og flere studerende på landets universiteter køber private undervisningstimer for at være bedre forberedt til deres eksamener.
"Nogle af de steder, hvor det ser ud til, at der er meget få timer, der håber jeg, at universiteterne kan oppe sig lidt. Det må jeg sige. Men jeg vil ikke gå ind og stille krav om et specifikt antal timer på de forskellige studier," siger Sofie Carsten Nielsen, forskningsordfører for De Radikale.
Universiteterne kræver flere penge, hvis de skal kunne give studerende flere undervisningstimer, uden at det går ud over holdstørrelsen.
Men det sætter Jonas Dahl (SF) spørgsmålstegn ved.
"Tidligere har man jo allerede løftet taxameteret på de humanistiske samfundsvidenskabelige studier med cirka fem tusind kroner årligt pr. elev. Det var netop for at give universiteterne et økonomisk skub, så de kunne øge timetallet. Og det er klart, at det er utilfredsstillende, hvis man så ikke har øget timetallet," siger han.
De studerende kræver i dag minimum tyve undervisningstimer per uge, men det konkrete krav ønsker de to politikere ikke at imødekomme.
Der bliver i disse uger lavet nye kontrakter mellem universiteterne og Undervisningsministeriet. Her vil antallet af undervisningstimer blive diskuteret.