Bombeattentater, afbrænding af Dannebro, terrortrusler og vold. Det skal ikke ske igen i en Muhammed-krise nummer to.
Derfor var en række ambassadører fra muslimske lande i dag indkaldt til møde af udenrigsminister Lene Espersen (K).
Hun frygter reaktionerne i muslimske lande, når Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose i morgen udgiver sin bog "Tavshedens Tyranni".
"Jeg har orienteret nævnet om, at jeg her til morgen holdt møde med gruppen af muslimske landes ambassadører. Vi skal undgå, at udgivelsen af Flemming Roses bog betyder en opblusning af tegning-sagen, som for fem år siden," siger Lene Espersen.
Flemming Roses bog indeholder blandt andet en genoptrykning af de forhadte Muhammed-tegninger, og det kan føre til en ny Muhammedkrise, frygter ministeren. Derfor skal de muslimske landes ambassadører hjælpe med til at forhindre religiøs vold.
"Vi ønsker en positiv og konstruktiv dialog, ikke mindst med den muslimske verden. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ingen føler sig krænket eller forhånet," forklarer Lene Espersen.
I kølvandet på Muhammed-tegningerne blev den danske ambassade i Pakistan udsat for et blodigt bombeangreb, og otte blev dræbt. Bombesagen fra Hotel Jørgensen i København trækker også tråde til tegningerne, og Dannebro blev afbrændt i sådan en grad, at flaget blev meldt udsolgt.
Flemming Roses bog kan medføre en øget trussel om terror mod Danmark, men ytringsfriheden kan der ikke rokkes ved, mener regeringen.
"Der skal ikke herske tvivl om, at vi står vagt ved ytringsfriheden, som er en del af vores kultur. Vi kan og vil ikke blande os i, hvilke bøger private personer udgiver," siger Lene Espersen.
Norsk politi har også en aktuel terrorsag på beding, hvor en formodet terrorist, som angiveligt har planlagt en terroraktion mod Jyllands-Postens hovedkvarter. Den formodede terrorist er vred på avisen på grund af Muhammed-tegningerne.