Når TV3 blænder op for den nye sæson af det populære Paradise Hotel den 21. februar, bliver det med mere smæk på end nogensinde før.
To deltagere, der aldrig har mødt hinanden før, skal nemlig giftes ved første blik.
Deltagerne skal selv bestemme indbyrdes, hvem af dem, der skal stå ved alteret, hvor de bliver lovformeligt viet af en mexicansk dommer - et bryllup, der altså også er gyldigt i Danmark.
Mens de kvindelige deltagere mødes og skal bestemme, hvilken kvindelig deltager der skal stå brud, skal de mandlige beslutte, hvem der skal være gom. Altså er det ved alteret allerførste gang, at ægteparret lægger øjne på hinanden.
TV3 har ingen betænkeligheder ved at lade purunge mennesker blive gift i et realityprogram.
- De er over 18, de er myndige, og de kan tage deres egne beslutninger, slår Mads Lindemann, der er redaktør på Paradise Hotel, fast.
- De overvejelser, som vi har gjort omkring det, viser, at programmet i år er alvorligt og ægte. Det viser også, at de deltagere, vi har med i år, gerne vil gå "all in" på tingene, siger han.
På den måde vil TV3's Paradise Hotel minde om DR's program Gift ved første blik, der snart blænder op for den fjerde sæson.
Men i stedet for grundig research af personlighedstræk og præferencer er det altså de unge deltagere selv, der skal afgøre, hvem der binder sig til hinanden.
Programmet har premiere den 21. februar.
/ritzau/FOKUS