Siden 16. september har politiet kunnet visitere borgere på dele af Nørrebro og dele af Københavns Nordvestkvarter uden at have en konkret mistanke om, at de har gjort noget kriminelt.
Visitationszonen udløb mandag, men nu har politiet forlænget den med yderligere to uger til den 9. december.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Begrundelsen for forlængelsen er konflikten mellem banden Brothas på den ene side og udbrydergruppen NNV på den anden.
Siden visitationszonen sidst blev forlænget for to uger siden, har politiet i området fundet tre knive, en revolver med fem patroner i tromlen, en haglpatron og noget så usædvanligt som en harpun.
/ritzau/