Københavns Politi mangler stadig at forklare, hvordan der pludselig kan dukke private videoklip op på YouTube, der viser en politibetjent filme fra gaden efter rydningen inde i Brorsons Kirke.
Tidligere har politidirektør Johan Reiman sagt, at betjentene kun skulle filme inde i kirken, mens chefpolitiinspektør Per Larsen forklarede, at kameraet gik i stykker, da det blev ramt af en knippel og ikke kunne filme udenfor.
Nu fortæller politikommissær Lars Borg, at ledelsen ikke var fuldt orienteret om politiets video, der blev offentliggjort og siden kritiseret for ikke at vise selve anholdelsen af irakerne, og da de bliver kørt væk fra kirken.
"Det kan da godt være, at vi har været for hurtigt ude med meldingen om, at der ikke var andre optagelser. Vi kan så lære af det, at vi skal undersøge tingene bedre, inden vi melder sådan noget ud," siger han ifølge Jyllands-Posten.
"Men nu undersøger vi sagen til bunds, og det bedste er, at vi ikke har noget at skjule," tilføjer han.
En række kritikere med præsten fra Brorsons Kirke, Per Ramsdal, i spidsen har kritiseret politiet for at skjule resten af videooptagelsen, mens politiet altså har hævdet, at der kun blev filmet i kirken, og at kameraet blev ødelagt.
SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt vil nu have et klart svar på, om der er flere optagelser fra Brorsons Kirke.
"Man må undre sig over, at en privat optagelse nu viser, at en betjent filmer udenfor, når politiet hævder, at der ingen brugbare, udendørs optagelser er. Denne sag handler i yderste konsekvens om tilliden til politiet, og enhver lille nagende tvivl skal derfor ryddes af vejen," siger hun.
Nyhedsbureauet Newspaq har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politidirektør Johan Reimann og chefpolitiinspektør Per Larsen.