Sydkoreansk politi har identificeret en mistænkt seriemorder 33 år efter det første af i alt ti drab i sagen.
Det oplyser politiet torsdag.
Mellem 1986 og 1991 blev mere end to millioner politibetjente, hvilket er et rekordhøjt antal for en enkelt sag, mobiliseret i jagten på en person, som voldtog og dræbte kvinder i landdistrikter nær byen Hwaseong syd for Seoul.
Betjentene efterforskede omkring 21.000 personer og sammenlignede fingeraftryk fra endnu 20.000, men uden held.
Men med hjælp fra de nyeste retsmedicinske dna-teknikker har efterforskningen altså nu ledt politiet frem til en 56-årig sydkoreansk mand ved navn Lee Chun-jae.
Lee Chun-jae mistænkes for at stå bag mindst tre af de ti drab i sagen. Det oplyser Ban Gi-soo fra politiet i provinsen Gyeonggi.
Prøver fra det indsamlede bevismateriale, herunder et sæt undertøj fra et af ofrene, matcher således dna fra Lee, oplyser politiet videre.
Den mistænkte afsoner i øjeblikket en livstidsdom for at have voldtaget og dræbt sin svigerinde i 1994.
Han nægter, at han har haft noget at gøre med drabene i Hwaseong.
Da sagen er forældet, vil han ikke blive retsforfulgt, oplyser politiet.
- Jeg vil gerne udtrykke mine dybeste kondolencer over for ofrene og deres familier såvel som over for den koreanske offentlighed for ikke at have været i stand til at løse denne sag i så lang tid, siger Ban Gi-soo fra politiet i Gyeonggi til journalister torsdag.
Hwaseong-drabsmandens ofre var i alderen fra teenagere til en kvinde i 70'erne.
Sagen har i øvrigt inspireret den sydkoreanske filmskaber Bong Joon-ho til filmen "Memories of Murder" fra 2003.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP