Peter er direktør med millionoverskud: Mine ansatte skal ikke arbejde over
Modelfoto: Scanpix/Iris
Peter Erik Christensen har opnået noget mange virksomhedsledere drømmer om - nemlig millionoverskud og glade medarbejdere. Han insisterer nemlig på, at medarbejderne aldrig har overarbejde.

Peter Erik Christensen er direktør med en klar personalepolitik. Arbejdstiden slutter, når man går hjem. Og ferie skal man huske at holde.

Hos Danbo Hesselager, som han står i spidsen for, holder butikken derfor også kun åbent 38 timer om ugen. Men det går ikke udover omsætningen.

Tværtimod har forretningen et kæmpe overskud på flere millioner år efter år. Det skriver Fyns Amts Avis. 

Direktør Peter Erik Christensen mener, at succesen skal tilskrives god service, konkurrencedygtige priser og lave omkostninger.

Den gode service opnår han ved sin særlige ledelsesstil. Han vil f.eks. ikke ansætte folk, der er villige til at arbejde mere end 37 timer ugen.

Han mener nemlig, at de ansatte skal have deres fritid, så de kan lade op til næste dags arbejde. Ligesom han selv kun arbejder 37 timer om ugen.

- Klokken 17.30 kan du ikke se min røv for skosåler. Jeg arbejder 37 timer om ugen, og i de 13 år, jeg har haft forretningen, har jeg aldrig nogensinde haft et stykke papir med hjem. Og jeg holder også mine ferier, siger han til Fyns Amts Avis.

Danbo Hesselager har også den kæmpe fordel, at de er placeret i et landdistrikt, hvilket betyder, at deres husleje er lav. På den måde kan Peter Erik Christensen holde udgifterne til husleje nede.
 
Penge han i stedet kan bruge på at markedsføre forretningen, hvilket han bl.a. gør i tv-reklamer. 
 
Resultatet er, at hans kunder kører til butikken fra hele landet. Og det faktisk en større tendens, påpeger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel.
 
Mange butikker som ligger længere ude på landet, klarer sig nemlig godt i disse år. 
 
- Der er masser af eksempler på, at forretninger, der er i en branche med hård konkurrence, klarer sig godt på landet. Især hvis de handler med langvarige forbrugsgoder som møbler, hårde hvidevarer og radio og tv. Og jeg tror, vi kommer til at se mere af det, siger Bruno Christensen til Fyns Amts Avis.