Et stort flertal i Perus parlament har onsdag aften dansk tid stemt for at fjerne Pedro Castillo fra præsidentposten.
101 af de 130 medlemmer i parlamentet stemte for. Seks stemte imod, og ti undlod at stemme.
Castillo havde kort forinden meddelt, at han vil opløse parlamentet i det sydamerikanske land. I stedet ville han selv regere per dekret.
Hans melding kom kort inden, at parlamentet skulle stemme om at indlede en rigsretssag mod ham.
Hans skridt fik flere ministre til at forlade regeringen i protest, mens Perus militær og politi advarede præsidenten mod at bryde forfatningen.
Formanden for parlamentet, José Williams Zapata, opfordrede de folkevalgte til at afsætte Castillo, efter at præsidenten havde forsøgt at "opløse Kongressen og hindre dens funktion i strid med forfatningen", sagde Zapata ifølge AFP.
Oppositionen sidder på 80 af de 130 pladser i parlamentet. Der skulle to tredjedeles opbakning - 87 stemmer - til for at afsætte Castillo.
Præsidenten for Perus forfatningsdomstol, Francisco Morales, betegner Castillos forsøg på at opløse parlamentet som et "kup i 20.-århundrede stil".
- Det er et kup, der er dømt til at fejle. Peru ønsker at leve i et demokrati. Dette statskup har ikke noget retligt grundlag, siger Morales.
Også vicepræsident Dina Boluarte fordømmer det, hun betegner som et "statskup" fra Castillos side.
- Jeg afviser Pedro Castillos beslutning om at bryde forfatningen ved at opløse Kongressen. Det er et statskup, der forværrer den politiske og institutionelle krise, skriver vicepræsidenten på Twitter.
Boluarte ventes at blive taget i ed som Castillos afløser onsdag klokken 22 dansk tid.
Siden Castillo blev præsident i juli sidste år, har Peru været præget af den ene politiske krise efter den anden.
Parlamentet har to gange forsøgt at indlede en rigsretssag mod ham. Onsdagens afstemning var den tredje af slagsen.
Den nu afsatte præsident er ved at blive efterforsket i seks korruptionssager.
Castillo har en baggrund som landarbejder og lærer. Han vandt præsidentvalget sidste år med overvældende støtte fra fattige i landområderne.
Men siden er hans popularitet raslet ned selv i landområderne.
Efter de dramatiske begivenheder onsdag advarer Udenrigsministeriets Borgerservice om, at der kan være øget risiko for demonstrationer og sociale uroligheder.
Danskere i Peru opfordres til at undgå større forsamlinger, særligt i hovedstaden Lima.
/ritzau/Reuters