Tragedierne fortsætter med at ramme Kennedy-familien.
I mandags fandt dykkere liget af Robert F. Kennedys barnebarn Maeve Kennedy McKean, som sammen med sin 8-årige søn var kæntret i en kano på en sø i staten Maryland.
Og nu er sønnen Gideon også blevet fundet druknet cirka 600 meter fra det sted, hvor man fandt moderen. Det skriver CNN.
Mor og søn befandt sig i corona-karantæne i McKeans moders hus i Chesapeake Bay og legede udenfor, da en bold røg i vandet.
- De hoppede op i kano for at hente bolden, hvorefter vinden eller strømmen skubbede dem ud på åben sø, fortalte manden David McKean efterfølgende på Facebook.
Politiet oplyser, at kanoen blev højst sandsynligt blev taget af kraftige vinde, og at mor og søn var ude af stand til at komme tilbage til kysten.
Den 41-årige Maeve Kennedy McKean var barnebarn af Robert "Bobby" Kennedy, som også blev kaldt RFK. Han var tidligere amerikansk senator og præsidentkandidat - og lillebror til den tidligere amerikanske præsident, John F. Kennedy.
Robert Kennedy blev myrdet i Los Angeles i 1968 - fem år efter at den samme skæbne overgik John F. Kennedy i Dallas. Og det er blot to dødsfald i en lang række af ulykker og tragedier, som gennem årene har ramt Kennedy-familien.