Det bliver stadig mere populært at anskaffe sig en kælegris. Dyrene kan da også være uimodståeligt nuttede med deres daskende ører, bløde tryner og krølle på halen.
Men en gris er egentlig et produktionsdyr i modsætning til en hund eller en kat. Derfor skal man sætte sig ind i et helt andet sæt regler, inden man beslutter sig for at blive griseejer.
Det skriver Fødevarestyrelsen i dag i en pressemeddelelse, der skal gøre opmærksom på en ny guide, som styrelsen har lavet til kommende kælegris-ejere.
Kan kræve dispensation fra kommunen
Man skal for eksempel søge dispensation fra kommunen for overhovedet at få lov til at holde sin gris i bymæssig bebyggelse, man skal registrere sin gris i CHR-registret, og grisen skal være ID-mærket. Udover dette er der nogle helt faste regler for, hvad man må give Øffe at spise.
Det er således strengt forbudt at fodre grisen med køkkenaffald, da det medfører en stor risiko for at sprede smitte med alvorlige husdyrsygdomme som mund- og klovesyge eller svinepest. Sygdomme, der vil betyde øjeblikkelig lukning af den samlede danske svineeksport med et milliardtab til følge i tilfælde af blot én enkelt syg gris.
Når din kælegris en gang siger verden farvel, er der også regler for, hvordan du skal bortskaffe det døde dyr. Også det fortæller den nye folder om.
LÆS GUIDEN - KLIK HER