Aktiemarkedet straffer Novo Nordisk markant fra morgenstunden af, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder har afvist selskabets registreringsansøgning for de nye produkter Tresiba og Ryzodeg.
Kursen i Novo Nordisk falder med 16,3 pct. til 896 kr. fra 1070 kr. fredag ved børslukketid. Dermed er Novo Nordisks markedsværdi faldet med 79 mia. til 405,4 milliarder kroner på to minutter.
Et kursfald var da også ventet. De to lægemidlers entré på det amerikanske marked vurderes ifølge Sydbank at være udskudt med op til tre år.
Novo Nordisk-analytiker Søren Løntoft Hansen varslede før åbning en "syngende kurslussing" til Novo Nordisk.
- Hvis det var Ludo det her, så er den væsentligste brik, som Novo allermest brændende ønsker sig i mål, netop slået hjem, sagde analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.
/ritzau/