Norges socialdemokrater i partiet Arbeiderpartiet overvejer at foreslå en seks timers arbejdsdag.
Det er et forslag, der drøftes i partiets Arbejdslivsudvalg, skriver avisen Dagbladet.
Det er endnu ikke et officielt forslag, men udvalgsformand Arild Grande siger, at forslaget lægges frem i oktober som en del af partiets nye arbejdsmarkedspolitik.
Arbeiderpartiet er i øjeblikket i opposition.
På partiets kongres i 2019 tages der formelt stilling til sagen.
- Vi ønsker at få en vurdering af forskellige forslag, som kan give en sundere arbejdstid og få flere ind på arbejdsmarkedet. Forslaget skal ses i den sammenhæng, siger Grande til nyhedsbureauet NTB.
Det vil i givet fald give en ugentlig arbejdstid på 30 timer. I dag er normen 37,5 timer.
Der er ifølge oplysningerne ikke meningen, at den nye arbejdstid skal gælde inden for alle fag.
En ny og generel national norm på seks timers arbejde hver dag regnes for uaktuel.
Men i fag og sektorer, hvor belastningen er stor, og hvor det er svært sat skaffe arbejdskraft, kan det være en idé med kortere arbejdstid, lyder det.
- I dag arbejder en del med belastende beskæftigelse og for lav bemanding. Det gælder særligt i enkelte kvindedominerede fag, herunder pleje- og omsorgssektoren, forklarer Arild Grande.
Han siger dog, at forslaget splitter Arbeiderpartiet.
- Men vi har aldrig for alvor diskuteret det i norsk politik, og der er mange måder, det kan løses på. Vi har brug for en reel debat.
/ritzau/NTB