Nej. Regeringen kommer ikke til til at gå på kompromis med timedriften mellem de store byer, når der skal forhandles indhold i togfonden med Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) afviser i klare vendinger Dansk Folkeparti, der er parat til at gå ned til 70 minutters drift mellem de store byer, så der kan spares penge, der så kan bruges på at sikre pendlerne i yderområderne bedre forhold.
-Vi kommer ikke til at gå på kompromis med timemodellen, siger Pia Olsen Dyhr.
- Regeringens udgangspunkt er sådan set timemodellen, for den kommer alle pendlere til gode. Hvis man bor i Vejle og skal til Aarhus for at arbejde, tager det i dag lidt over tre kvarter, men med timemodellen kommer man frem på en halv time.
- Hvis man følger deres forslag om 70 minutter, så vil Aalborg-København tage tre timer og 30 minutter. Det vil være en markant forringelse af nordjydernes forhold.
Tirsdag aften blev regeringen enig med Enhedslisten og Dansk Folkeparti om at hente de 28,5 milliarder kroner, som skal finansiere den såkaldte togfond, der skal stå bag elektrificering og modernisering af det danske jernbanenet.
Pengene hentes ved en ændret beskatning af de selskaber, der henter olie op af den danske undergrund i Nordsøen.
/ritzau/