Det endte natten til søndag med et knivstikkeri, da tre lokale mænd kom op at slås på gaden i Viborg.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog meldingen om slagsmålet søndag klokken 03.41, fortæller vagtchef Henrik Nielsen.
- I St. Sankt Hans Gade i Viborg er der noget slagsmål mellem tre personer. To af gerningsmændene vælger at tage en kniv frem. Den ene stikker forurettede i maven, siger Henrik Nielsen.
De to gerningsmænd er ifølge politiet en 26-årig mand og en 34-årig mand, og de er blevet anholdt og kræves varetægtsfængslet. Ifølge politiet er det den 26-årige mand, som stikker offeret i maven.
Knivofferet er en 31-årig mand, og han måtte efterfølgende opereres. Søndag morgen er hans tilstand stabil, lyder det.
Vagtchef Henrik Nielsen fortæller, at de tre mænd, der alle er fra Viborg, kendte hinanden i forvejen.
- Der er lidt kendskab til hinanden tilsyneladende. Det er åbenbart noget uoverensstemmelse fra tidligere, som udvikler sig, siger Henrik Nielsen.
/ritzau/