Kort efter, at en ung kvinde, der var på barselsorlov, fik konstateret leukæmi, blev hun opsøgt af sin leder i Thisted Kommune, som overtalte hende til at gå fra barselsorlov til sygefravær.
Det skulle hun aldrig have gjort. En måned senere blev hun fyret af kommunen på grund af sin langvarige sygdom.
På grund af den alvorlig blodsygdom havde kvinden ikke kunnet gennemskue konsekvenserne af overflytningen, nemlig at hun ved skiftet mistede den beskyttelse, som ligebehandlingsloven giver kvinder på barsel.
Hendes fagforening, FOA, gik ind i sagen og krævede erstatning for afskedigelsen, idet man mente, at den var i strid med ligebehandlingsloven.
Sagen endte i Vestre Landsret, hvor kvinden krævede 12 måneders løn.
I retten forklarede kvinden, at hun ikke i den alvorlige situation kunne gennemskue konsekvenserne af mulighedserklæringen, og at hun først bagefter fandt ud af, at kommunen ønskede at fyre hende.
Men nu har Vestre Landsret frifundet Thisted Kommune.
Kommunen har ikke pligt til at vejlede sine ansatte om de juridiske konsekvenser ved at afbryde barselsorloven under sygdom, og da kvinden har skrevet under på erklæringen, er der tale om en forpligtende aftale mellem parterne.
Efter nederlaget skal FOA på vegne af medlemmet betale 70.000 kroner i sagsomkostninger til Thisted Kommune.
Kvinden er nu raskmeldt og ansat i en anden børnehave i Thisted Kommune.
/ritzau/