Det kan være svært at falde til i lokalmiljøet i provinsen, hvis man er lidt anderledes end flertallet.
Det lesbiske par Isabella Bjerggaard og Malene Jensen Schmidt føler sig i hvert fald ikke velkomne i den vestjyske by Skive, efter de har fundet sammen og er kommet ud af skabet. De to kvinder har oplevet gentagne tilfælde af grov chikane, fortæller de til Lokalavisen Skive.
Det unge par og deres lejlighed er blevet udsat for lidt af hvert - fra skråt-op-fingre gennem ruden, til tis ind af vinduet. Og en enkelt gang blev pigerne udsat for menneskeafføring i entréen fra rabiate homomodstandere.
Ifølge parret selv er det først og fremmest unge på deres egen alder, det vil sige omkring de 20 år, der udsætter dem for had og chikane. Også nogle unge drenge med anden etnisk herkomst har reageret hadefuldt.
"Den anden dag kom vi gående oppe ved Vestervænget, hvor der er en basketballbane, og pludselig kastede de unge indvandrerdrenge store sten efter os. Det var nærmest mursten, og samtidig råbte de lebbe-ludere og andre skældsord efter os," fortæller Malene Jensen Schmidt til Lokalavisen Skive.