De kommende uger og måneder er ikke kun højsæson for solbriller og sodavandsis. Det er også højtid for SU-søgning.
Nye studerende på landets videregående uddannelser og ældre studerende retter henvendelse til Uddannelsesstyrelsens SU-kontorer for at få svar på deres mange spørgsmål.
Men der er en områder, hvor man skal væbne sig med en stor portion tålmodighed, inden man retter henvendelse.
Det er eksempelvis telefonisk kontakt til Uddannelsesstyrelsens centrale nummer, der kan trække ud. Studerende oplever, at de ikke kan komme igennem eller bliver smidt af telefonkøen efter ti minutters venten, og det frustrerer.
"Når vi taler med vores medstuderende, får vi en opfattelse af, at det er rigtig svært at få hjælp fra styrelsen," siger Magnus Pedersen formand for Danske Studerendes Fællesråd til Newspaq, og uddyber:
"For den enkelte studerende er det enormt problematisk, at man ikke kan få svar fra styrelsen, hvis man har nogle spørgsmål til, hvordan SU'en er skruet sammen. Det kan jo føre til, at man eksempelvis ikke kan få SU."
Også ved e-mail-kontakt til styrelsens afdeling, der tager sig af SU i udlandet og udenlandske studerende, som søger SU i Danmark, kan man opleve lange ventetider. I nogle tilfælde op til flere måneder.
På SU-kontoret under Uddannelsesstyrelsen erkender kontorchef Peter Nielsen, at der på visse områder kan være lange behandlingstider.
"Vi har lige skiftet telefonsystem, og jeg kan ikke afvise, at der er nogle børnesygdomme. Jeg tør derfor ikke garantere, at alt fungerer helt, som det skal," siger kontorchefen, der også kender til problemerne på udlandsområdet.
Han opfordrer derfor studerende til selv at søge oplysninger på SU's hjemmeside
Hvis man skal i kontakt, enten telefonisk eller via mail, skal studerende rette henvendelse til SU-kontoret på det uddannelsessted de enten studerer eller vil studere på. Hvis der er brug for kontakt til den centrale del af Uddannelsesstyrelsen, vil kontorerne oplyse om det.