DA JEG for et par uger siden postede et link til en artikel fra nyhedssitet Zetland om klimaforandringer på Facebook med mine tilhørende forslag til, hvad man som menigt menneske kan gøre i denne verden for at trække i den rigtige retning i forhold til CO2-udledning og forurening, så regnede jeg med at blive mødt at det evige ekkokammer, som Facebook ofte er. Ligesindede venner som giver hinanden ret i, at vi må gøre verden til et bedre sted. Der er vist oven i købet noget med en algoritme, der sikrer, at du får flere posts, som er liberale, hvis du er liberal og socialistiske, hvis du er socialist.
Men ikke denne gang. I kommentartråden blev jeg mødt af rigtig mange, som ikke mente, at vi kunne gøre hverken fra eller til. At det var op til politikere og de store koncerner at ændre verden og CO2-udledningen. Jeg skal ærligt indrømme, at min tiltro til politiske initiativer, der virkelig rykker er ikke eksisterende. Jeg oplever i stigende grad levebrødspolitikere, som bare skal frem i verden. Som vil sikre sig en ministertaburet - samt pension og så videre til et privat firma og tjene kassen. Klimaforandringerne er ikke sexede, ikke noget man vinder stemmer på og slet ikke noget, som er interessant i det private erhvervsliv. Politikeren bliver i min optik først interesseret i reelle forandringer, når vi som befolkning kræver det af dem.
DE STORE firmaer - klimasynderene - kan vi heller ikke regne med. De er som børn, der vil have mere slik, selvom de er ved at brække sig og gå i total sukkerchok. Der skal være grønne tal på bundlinjen. Helst med rigtig mange nuller, og klimatilpasning koster. I et samfund, hvor udbud og efterspørgsel er alteret, man ofrer til, så må forbrugeren sætte foden ned.
Vi skal kigge indad og gøre op med os selv, om vi kan undvære det nye tøj og reparere det gamle i stedet. Vi skal spørge os selv, om det virkelig er nødvendigt at flyve til Thailand i ferien, eller om en tur i bil til Vesterhavet kan gøre det. Vi skal droppe den røde bøf, lammekronen og bananerne, der har fløjet den halve klode rundt, inden den landede i dit supermarked. Vi skal nedsætte vores forbrug af brændstof. Men det gør jo ondt. Det har vi ikke lyst til. Det har jeg heller ikke. Jeg vil gerne have nyt tøj og en tur til Rom i efterårsferien.
Men en kurve, som ellers har været støt nedadgående siden den toppede i 1996, er nu på vej op igen. Vi udleder altså i Danmark mere CO2 per indbygger, end vi gjorde sidste år og året før. Man taler ofte om, at når først de ellers fattige i u-landene får hævet deres levestandard, så går det først rigtig galt. Når de får deres egen bil, får råd til at rejse og spise kød til alle aftensmåltiderne, så stikker det helt af for miljøet. Men det vi taler om er, at vi er bange for, at mennesker andre steder på kloden får det lige som os. Ja moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt. Hvad med, om vi rent faktisk besluttede, kollektivt, at nedbringe vores CO2-udledning? Hvad med, om vi var modige nok til at sætte skrappe reguleringer ind og ikke bare lod det være op til den enkelte om de troede, det gjorde en forskel, om de tog cyklen på arbejde eller ej.
SOM LÆRER føler jeg et kæmpe ansvar for at oplyse mine elever om de muligheder, de har. Jeg sniger det ind i mange forskellige forløb og der, hvor jeg oplever, at eleverne har de bedste reaktioner, er der, hvor de føler, at de selv kan gøre noget. Når de opdager en lille ting som at lade være med at bruge vatpinde af plastik. Eller når to af mine elever lægger en video ud på Youtube med en forklaring på, hvordan man bruger en app, der kan vise dig, om der er mikroplast i den makeup og den shampoo, du bruger. Eller når en gruppe vælger at skrive et læserbrev til lokalsprøjten, hvor de opfordrer folk til at droppe vand på plastflasker og fortæller om, hvor meget det sparer miljøet, hvis alle købte en god drikkedunk, som de kunne bruge længe.
Derfor undrede det mig meget, at jeg blev mødt med resignation og opgivelse på mit facebookopslag. At mine fornuftige og belæste venner og bekendte ikke mente, at vi kunne gøre en forskel. Jeg tror kun, at det er os, der kan gøre en forskel og vise politikerne og de store firmaer, at vi mener det alvorligt. At vi gerne vil efterlade en verden, der kan beboes af vores børn.
MEN SÅ læste jeg en anden Zetland artikel. Dette citat er fra den: “...generelt placerer vi klimaforandringer i top tre, når vi bliver bedt om at rangere forskellige trusler mod Danmark. Men selvom vi generelt er meget bekymrede, viser flere undersøgelser, at de færreste er villige til at ændre adfærd af dén grund og for eksempel spise mindre kød eller flyve mindre for klimaets skyld.”
Artiklen hedder “Hvorfor din hjerne er programmeret til at fortrænge denne klimahistorie og hvad du kan gøre ved det.” Den er skrevet af Mads Nyvold og udgivet d. 3. august.
Han konkluderer, at vi ikke gør noget ved klimaforandringerne, fordi de virker fjerne, er uoverskuelige, fordi det er nemmere - og måske også billigere ikke at gøre noget, og sidst men ikke mindst fordi vi fortrænger eller fornægter det.
MEN HER er tre ting, som jeg synes du skal gøre lige her og nu, og som ikke er hverken dyrere eller svært.
Begynd at bruge byttemarkeder i stedet for at købe nyt tøj - bare hver anden gang. Jeg har fundet noget af mit bedste tøj på byttemarkeder og er kommet af med noget, som bare lå og samlede støv i skabet, og som nu kommer en anden til gavn. Ofte kan man finde tøj på byttemarkeder, som stadig har prisskilt i. En andens fejlkøb kan blive din nye yndlingstrøje. Du kan finde mange byttemarked grupper på Facebook. Det tøj, der ikke bliver byttet væk, går som regel til en nødhjælpsorganisation eller et asylcenter.
Skift dit vaskepulver ud med vaskenødder eller et ecoæg. Det er to forskellige miljøvenlige måder at vaske dit tøj på, som samtidig sparer dig penge. De kan købes flere steder på nettet, bare søg på det.
Lær fra dig. Alle de små tricks og fiduser du kender, som kan være med til at lette presset på kloden, de skal deles og bredes ud både på de sociale medier, til firmafesten og til tante Odas 80 års fødselsdag. Både børn og voksne har brug for, at vide at, hvad de selv kan gøre. Jo flere der deler deres viden og idéer, jo større vil det offentlige fokus også blive på det.
Tro ikke, at dine valg ikke har betydning. Det kan godt være, at det er babysteps, men hvis vi alle sammen tager dem, så vil det også nytte. Måske endda så meget, at firmaerne bliver nødt til at se på, hvordan de kan nedsætte deres miljøbelastning, hvis de stadig vil være konkurrencedygtige, og så meget, at vores politikere kan se en personlig gevinst ved at gå forrest i klimadebatten og turde tage dyre valg, fordi de ved, at de har befolkningen i ryggen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.