Der var hverken mål eller tilskuere, da Kroatien og England spillede uafgjort i Nations League.
Og de manglende tilskuere gjorde kampdagen til en "trist dag for fodbold", mener Kroatiens træner, Zlatko Dalic.
- Atmosfæren var ikke nem for nogen. Det var en trist dag for fodbold, men forhåbentlig er det sidste gang.
- Fodbold skal spilles for fans. Det er sørgeligt, at det andet- og fjerdebedste hold fra VM skal spille for lukkede døre. Jeg ved ikke, hvem det skulle være godt for, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Årsagen til de tomme tribuner ligger mere end tre år tilbage, hvor Kroatien blev pålagt en straf af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), efter at ukendte gerningsmænd havde tegnet et hagekors på banen i Split, da Kroatien i juni 2015 mødte Italien på hjemmebane i EM-kvalifikationen.
Som en del af straffen måtte kroaterne heller ikke spille kampen fredag i byen Split, og dermed blev den spillet i landets tredjestørste by, Rijeka.
En lille gruppe engelske fans havde sat sig på en bakke i nærheden af stadion og forsøgte fra lang afstand at støtte de engelske spillere på banen.
Det kunne høres, siger Englands Eric Dier.
- Vi kunne nemt høre dem på bakken. De var de eneste, der var her, siger han ifølge AFP.
Og englænderne havde også flere gode muligheder for at få en slags revanche for det smertefulde nederlag i VM-semifinalen i sommer.
Både Dier og Harry Kane ramte træværket, men især Marcus Rashford må ærgre sig over ikke at udnytte to oplagte tilbud inden for tre minutter i begyndelsen af anden halvleg.
Med det uafgjorte resultat tjente både kroaterne og englænderne deres første point i den nye turnering.
/ritzau/