Krisen i finanssektoren får nu Danske Bank og Finansrådet til at advare om, at virksomheder i nærmeste fremtid kan få meget svært ved at låne penge i banken, hvilket vil ramme dansk erhvervsliv hårdt, hvis det sker.
Men trods den alvorlige situation har landets banker alligevel ikke travlt med at formidle billige lån til virksomheder via Den Europæiske Investeringsbank, skriver Jyllandsposten.
Siden 2008 har den særlige EU-bank lånt over 220 milliarder kroner ud til europæiske banker, hvor pengene er øremærket små og mellemstore virksomheder, der kæmper for at slippe fri af krisen.
Foreløbig har det hjulpet 160.000 virksomheder i Europa, men herhjemme har kun Ringkjøbing Landbobank gjort brug af de billige EIB-lån.
Det er skadeligt for dansk erhvervsliv, mener chefkonsulent i DI Sune Jensen.
"I sidste ende er det en konkurrencefordel, som danske virksomheder går glip af, og det betyder, at væksten i Danmark bliver lavere sammenlignet med lande omkring os," siger han til nyhedsbureauet Newspaq:
"Jeg opfordrer bankerne til at se lidt længere syd på og tage ved lære af hollandske og tyske kolleager. Når der er banker i Tyskland der kan optage lån på 1,5 milliarder kroner, burde det også være muligt i Danmark."
Kilde: Jyllands-Posten