Virksomhederne i euroområdet hænger fortsat med mulen. Det viser de seneste PMI-tal, som tager temperaturen på europæiske virksomheders forventninger til økonomien.
Europaanalytiker i Danske Bank, Frank Øland, kalder tirsdagens tal "noget hø":
- Det ser ikke godt ud. De (PMI-tallene, red.) signalerer, at recessionen bare fortsætter uden tegn på bedring, siger han i en kommentar.
Danske Banks seneste forventning til euroområdets økonomi var, at den vil skrumpe en halv procent i år. Men det ser efterhånden ud til at være for positivt, konstaterer Frank Øland.
Han øjner dog en mulighed for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil sænke renten yderligere for at hjælpe eurozonen ud af krisen:
- ECB har ikke villet stimulere økonomien yderligere, fordi de forventede, at det globale opsving snart ville bidrage til lidt bedring i euroområdet. Dagens tal sætter et stort spørgsmålstegn ved, om et globalt opsving er nok til at løfte euroområdet ud af krisen.
- Vi forventer derfor, at ECB vil sænke den ledende rente fra 0,75 procent til 0,5 procent på torsdag. Den nye rekordlave rente vil vi sandsynligvis kunne nyde godt af i et par år, inden det begynder at lysne så meget, at ECB vil hæve renten igen, siger Frank Øland.
Euroområdets samlede PMI lå i april uforandret på 46,5. Ligger det under 50, indikerer det tilbagegang i økonomien.
/ritzau/