De planlagte fredsforhandlinger om Syrien, som er kommet i stand på initiativ fra Rusland og Tyrkiet, vil blive indledt i Kasakhstan 23. januar.
Det oplyser en kilde i det russiske udenrigsministerium til det franske nyhedsbureau AFP.
- Intet tyder på, at forhandlingerne vil blive udsat. Datoen er fastsat, siger den russiske kilde om fredsforhandlingernes begyndelse i Kasakhstans hovedstad, Astana.
Både regimet og oppositionen i Syrien har givet tilsagn om, at de vil deltage i samtalerne i Astana, men det er foreløbig uklart, hvilke oprørsgrupper der vil deltage.
Våbenhvilen og de planlagte forhandlinger omfatter ikke den militante gruppe Islamisk Stat og radikale jihadistgrupper.
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, siger, at hans regering er parat til at forhandle om "alting" i Kasakhstan.
Disse forhandlinger finder sted ud over de forhandlinger, som er under forsæde af FN i Genève.
Ifølge Assad er hærens vigtigste opgave netop nu at genvinde kontrollen over et område nær Damaskus. Her kontrollerer oprørsgrupper de vigtigste vandforsyninger til storbyen.
En guvernør i provinsen siger onsdag, at regeringen og oprørsgrupper er nået til enighed om at reparere ødelagte dele ved vandforsyningssystemet. Det rapporterer det statslige tv.
Ødelæggelser sidst i december medførte, at vandforsyningen til den syriske millionby blev stærkt reduceret for mange indbyggere.
FN har advaret om, at mange børn er i fare for at blive angrebet af smitsomme, vandbårne sygdomme i Damaskus på grund af mangel på rindende vand i store dele af byen.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.