Der er nogle kampe, som er så vigtige, at de må tages igen og igen – og det bedste eksempel er kampen mod accepten af den rendyrkede kapitalisme:
Helt tilbage i 1871, da Louis Pio, den reelle stifter af den danske fagbevægelse, udgav sit første ’Socialistiske Blad', fastslog han, at det vigtigste mål var at ’vriste sig fri af kapitalismens åg’. Kun ved at organisere arbejderne kunne man ’opnå økonomiske, sociale og politiske reformer’, fastslog han.
PIO HAVDE RET – og selv om borgerskabet var chokeret over, at den ’udanske socialisme’ var nået til landet, ja, så bakkede befolkningen massivt op. Den enorme ulighed, der prægede Danmark dengang, førte til fattigdom og forarmelse for de fleste – og det var ikke et problem, som kapitalisterne tog på sig. Tværtimod.
Den hårde kamp for bedre løn, lavere arbejdstid, dagpenge med mere blev gennemført, fordi fagbevægelsen via den tilkæmpede ret til at forhandle kollektive overenskomster insisterede på det. Havde hver dansker stået alene, var det aldrig sket. Kun i fællesskab lykkedes det at skabe det Danmark, vi hidtil har kendt – et sted, hvor få har for meget og færre for lidt.
Den sociale dumping, som eksisterede i Danmark, blev stort set udraderet i løbet af de hundrede år, der fulgte fagbevægelsens gennembrud i slutningen af 1800-tallet. De, der kæmpede imod, var altid kapitalisterne og borgerskabet. De, der kæmpede for, var fagbevægelsen, socialdemokrater og socialister.
DANMARK KÅRES igen og igen som et af klodens lykkeligste lande – og når jeg, der har boet i udlandet i mange år, bliver spurgt om, hvorfor, ja, så svarer jeg altid, at det skyldes, at vi har så lav en ulighed; at alle har lige adgang til uddannelse, til sundhedsbehandling og ældrepleje; og at ingen er tvunget til at tage imod arbejde med en ussel løn.
Den kamp, som så mange danske tillidsfolk havde udkæmpet i årtier, troede de fleste endegyldigt var vundet fra engang i midten af 1980erne, da selv de mest højreorienterede partier syntes at abonnere på den. Men – og det er et vigtigt men – med Murens Fald i 1989 var det, som om at også den klassiske socialdemokratisme led et knæk.
Begreber som fællesskab, solidaritet og, gys, klassekamp blev skubbet i baggrunden til fordel for individualisme, egoisme og enhver-er-sin-egen-lykkes-smed. Politisk førte det til fokus på privatiseringer, udliciteringer og klapjagt på svage – og økonomisk førte det langsomt, men sikkert, til en stigende ulighed, som i dag synes at være bredt politisk accepteret.
Kampen mod social dumping er derfor igen blevet sørgelig aktuel.
Der er alt, alt for mange eksempler på, at folk – især østeuropæere, som kommer hertil for at arbejde, men såmænd også danskere – accepterer alt, alt for ringe løn- og arbejdsvilkår.
ARBEJDSGIVERNE SYNGER den samme sang, som de altid har gjort – nemlig den om konkurrenceevnen, der kommer under pres, hvis vores arbejdskraft er for dyr. Den er lige så falsk nu, som den altid har været – for reelt handler det mest om, at ejere og direktioner tænker mest på deres profit, løn og bonus, og langt mindre på den enkelte ansatte livsvilkår.
I netop disse uger ser vi et nærmest karikeret eksempel på, hvorfor der fortsat er en kamp at kæmpe, idet det irske flyselskab Ryanair’s brovtende indtog på det danske arbejdsmarked nærmest minder om 1870erne, da Pio og hans kammerater gik i kamp. Ryanair er slet og ret imod overenskomster. Vi ved alle, at den reelle årsag er, at dets ejere vil profitmaksimere.
Avisen.dk kunne forleden afsløre, hvilke betingelser, som Ryanair, agter at tilbyde eksempelvis de stewardesser, som har base i København:
125 kroner i timen. Kun løn i den tid, der går fra flyet letter til det lander. Altid til rådighed. Betale for leje af uniform. Medbringe egen madpakke. Acceptere at blive tvunget på ubetalt orlov. Ingen løb under sygdom. Formentlig udsigt til en månedsløn på 9.000 til 10.000 kroner.
Man tror, det er løgn – men det er det ikke.
Social dumping er igen på vej til Danmark – og kampen imod det burde være det vigtigste tema under den valgkamp, som vi står overfor her i landet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.