Jens-Peter Bonde virker overhovedet ikke træt, da Nyhedsavisen møder ham til en energisk gåtur og livlig snak i skoven bag hans gule murstenshus i Bagsværd. Den snart 60-årige politiker har netop meddelt, at han stopper i Europa-Parlamentet efter at have arbejdet 70-100 timer hver uge i 30 år. Faktisk er det kun hans legesyge sorte labrador, der overgår hans energi, når den pisker frem og tilbage på skovstien for at få Bonde, journalist og fotograf til at kaste pind.

Men skindet bedrager, bedyrer Bonde. Det bliver en lettelse, når han til maj siger farvel til det job, han har haft i omtrent halvdelen af sit liv.

»Jeg kommer ikke til at savne noget. Jeg er blevet træt af det. Træt af alle gentagelserne og træt af, at hele reformprocessen er så langsom. Jeg føler, at vi ikke kommer længere med det parlament, vi har nu. Hvis der virkelig skal ske noget, skal vælgerne sende et klart signal om, at de ikke støtter de politikere, der for eksempel fastholder, at hele apparatet skal flytte frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg (Europa-Parlamentet flytter fra Bruxelles til Strasbourg i fire dage hver måned, red.),« siger Jens-Peter Bonde.

Selvom han havde haft lysten til at fortsætte, så siger kroppen stop.

Sukkersyg af hotdogs

»Arbejdet er blevet for hårdt. Jeg fik konstateret sukkersyge for syv år siden. Det skyldes, at jeg spiste for mange hotdogs under Nyrups euro-afstemning,« siger Bonde med et glimt i øjet.

Den alvorlige del af historien er dog, at de mange flyrejser med fed flymad og forskudte måltider kan blive livsfarlige for Bonde, hvis han bliver ved.

»Jeg må have styr på mit helbred nu. Gennemsnitsalderen for parlamentsmedlemmer er 68 år. Den vil jeg ikke trække ned – det besluttede jeg allerede for fire år siden,« siger Jens-Peter Bonde.

Men selvom hans hurtige hoved er træt af det langsomme parlament, og hans helbred er træt af det hurtige liv, er der masser, han aldrig bliver træt af. Blandt andet at huske tilbage på den juni-aften i 1992, da et historisk spinkelt flertal af danskerne stemte nej til Maarstricht-traktaten, som skulle opgradere Danmark fra EF-land til EU-land.

»Det er mit livs bedste aften. Fra den aften kom der hul på bylden, og alle begyndte at tage mig alvorligt. Jeg havde i fire år forsøgt at få adgang til noget så simpelt som telefonbogen til de ansatte i EU-apparatet. Den var dybt hemmelig dengang, selvom jeg var parlamentsmedlem, men pludselig fik jeg adgang til den. Alle de sejre, vi siden har fået for mere åbenhed i EU, stammer fra den dag,« siger Jens-Peter Bonde.

Siden lykkedes det ham blandt andet at få den nuværende formand for EU-kommissionen, Barroso, til at offentliggøre over 3.000 hemmelige arbejdsgrupper, som arbejder med at udvikle love i det store EU-system.

»Til næste år vil man kunne gå på internettet og se, at arbejdsgruppen for tobak for eksempel ikke har en eneste repræsentant fra nogen sundhedsmyndighed. Det siger noget om, hvor langt vi er kommet med at åbne EU,« siger Jens-Peter Bonde.

Danskerne er skizofrene

Bondes største ærgrelse er dog, at danskerne og de danske medier ikke engagerer sig i EU på samme måde som han selv.

»80-90 procent af befolkningen mener i virkeligheden det samme som os i Junibevægelsen – men de gør ikke noget ved det. Det er da træls. Både at danskerne ikke gider at tale om EU, og at medierne ikke længere gider at skrive om lovprocessen i EU. Det er fuldstændigt skizofrent, at man på den ene side er tilhænger af, at EU skal være mere åbent, men ikke gider det, når det kommer til stykket. Vi lever jo i ren middelalder på den måde,« siger Jens-Peter Bonde på vej tilbage fra skoven.

EU-modstand er spild

Gåturen skal have en ende, for det meste af dagen er fyldt med mennesker, der skal tale med ham, men i aften får han tid til at tie stille.

»Jeg skal til premiere på filmen Flammen og Citronen . De var jo også modstandsfolk,« siger Bonde med et grin og tilføjer hurtigt:

»Ej, jeg er jo ikke modstander af EU længere. Engang så jeg systemets ansatte som skurke, fordi de modarbejdede mere åbenhed i systemet, men nu ved jeg, at de er ofre. De er ofre for en række af fransk-orienterede generaldirektører, som hader al kontakt med offentligheden. Og generaldirektørerne kan man bekæmpe med hensynsløs åbenhed og gøre EU bedre,« siger Jens-Peter Bonde.

EU-modstandere som Bondes gamle organisation Folkebevægelsen mod EU kan lige så godt opgive, mener han.

»Det er spild af tid at arbejde for at få Danmark ud af EU. Man ser lige for sig, at Danmark forlader EU og så møder alle de nye lande i svingdøren, når de er på vej ind. Jeg havde selv en drøm om, at Danmark skulle melde sig ud engang. Nu er det eneste rigtige at arbejde indefra på at gøre EU mere åbent.«