Når der skal peges på de brølere, som Helle Thorning-Schmidt har begået i sine ti år som socialdemokratisk formand, er Marianne Jelved, tidligere politisk leder af Det Radikale Venstre, ikke i tvivl om, hvad der springer i øjnene.
Det er det tætte parløb mellem Socialdemokraterne og SF op til valget i 2011 og satsningen på store fælles planer som "Fair Forandring" og "Fair Løsning". Det skriver Ugebrevet A4.
- Hun valgte at gå ind og lave den aftale med SF og Villy Søvndal uden at tage højde for, at hun formentlig blev afhængig af endnu en aftalepartner, nemlig Det Radikale Venstre.
- Det er klart, at jeg må have det synspunkt som radikal, men det ville jeg ikke have gjort, fastslår Jelved over for Ugebrevet A4.
Det er netop de ønsker til et fremtidigt regeringssamarbejde, SF og Socialdemokraterne præsenterede forud for valget i 2011, der i dag bider især Thorning i haserne.
For centrale dele af S og SF's fælles valgoplæg røg ud af regeringsgrundlaget under forhandlinger med Det Radikale Venstre.
Det har fået ordet løftebrud til at hænge fast ved den socialdemokratiske formand, mener tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard og Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.
- Thorning måtte lægge sig fladt ned for De Radikale og Margrethe Vestager, og det har kostet meget på troværdigheden. Det har været dyrt, at hun i den grad måtte løbe fra sine politiske løfter, siger Anders Samuelsen til Ugebrevet A4.
Også Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen har bemærket, at det røde aftryk på regeringsgrundlaget har svækket Thorning.
- Der er ingen tvivl om, at Helle Thorning sammen med Bjarne Corydon har rykket Socialdemokraterne markant til højre.
- Selskabsskattelettelserne og salget af Dong er blot to eksempler. Det er ikke så mærkeligt, at nogle folk kan have svært ved at se forskel på en rød og en blå regering, siger Enhedslistens politiske ordfører til A4.
/ritzau/