JumpStory, hvis produkt er autentiske stock-fotos fra hele verden på abonnement, har USA, Canada og Australien som sine primære markeder. Alene sidste år vækstede selskabet 230%, og der bliver således også ansat nye folk hele tiden på kontoret i Aarhus, men det får ikke ledelsen til at tænke i at flytte til udlandet.
Hvis man er en fremadstormende teknologivirksomhed, så bosætter man sig ellers typisk steder som Silicon Valley, Shenzen, Shanghai eller New York. Det har været den klare trend de senere år for et utal af danske teknologifirmaer, men JumpStory går den stik modsatte vej og insisterer på at blive i Aarhus.
- JumpStory er ikke blot et resultat af driftige iværksættere. Vi er et resultat af en tryg barndom; en høj kvalitet i vores uddannelser; et godt sundhedssystem og så et økosystem her i Aarhus, der hele tiden er i stand til at udvikle sig og slå positivt ud på både vækst og bæredygtighed. Det ønsker vi dels at bidrage til og dels at give tilbage til, siger Jonathan Løw, der er medstifter af JumpStory.
Syv forskellige nationaliteter på kontoret
På hovedkontoret i Aarhus har JumpStory p.t. syv forskellige nationaliteter ansat, og af dem er kun 25% danske. Derfor er det helt afgørende for væksten at kunne tiltrække talent fra hele verden til Danmark og i særdeleshed Aarhus, og selskabet har af samme grund indledt en kraftig marketingkampagne for hjembyen Aarhus – bl.a. med en helt særlig underside dedikeret udelukkende til en fortælling om hjembyen: https://jumpstory.com/aarhus/
En del af fremstødet er også, at JumpStory har valgt at forære sit produkt væk til alle i Aarhus Kommune. Det gælder både virksomheder, enkeltpersoner og NGO’ere, så længe man har et CVR-nummer eller et organisations-ID. Aarhus har cirka 14.000 arbejdspladser. Det kan lyde dyrt, men Jonathan Løw ser det som en rigtig god investering:
- Aarhus skal vokse, og vi skal vokse sammen. Bogstavelig talt. En lille by på 350.000 mennesker er dybt afhængig af dens evne til at tiltrække og fastholde talent. Hvis vi med forskellige tiltag kan støtte op omkring det, så er det dybt meningsfyldt for os, konstaterer han.
Nej tak til bagsiden af medaljen i Silicon Valley
Jonathan Løw boede selv i Silicon Valley tilbage i 00’erne med sin daværende virksomhed engodsag.dk. Dengang oplevede han den enorme vækstmotor, som området er, men også bagsiden af medaljen. En bagside, der ifølge Løw kun er blevet større med årene.
- Der er ingen tvivl om, at mytiske steder som Sand Hill Road is Californien er spækket med kapital og talent, men der er bestemt også revner i vækstvæggen. San Fransisco er som by forfaldet mange steder, og samtidig følges kapital og kynisme tit tæt ad derovre. Jeg tror, at når man som iværksætter runder de 40 – noget både undertegnede og min co-founder Anders Thiim har gjort – så reflekterer man ikke kun over rejsen, men også over rejsemåden. Hos JumpStory er vi vildt ambitiøse. Vi skal helt klart være en unicorn, men rejsen derhen skal være menneskelig. Vi flytter ikke væk fra vores nærmeste, og vi vil ikke etablere vores hovedkontor et sted og i et land, der på nogle områder er ved at falde fra hinanden. Så vil vi langt hellere erobre verden her fra smilets by, fortæller Jonathan.
Gratis adgang i et år
JumpStory giver aarhusianere gratis adgang til millioner af billeder og videoer i et helt år. Dem kan man bruge ubegrænset til deres egen markedsføring, kommunikation etc. Billederne bruger kunderne typisk til deres hjemmeside-design, blogindlæg, Facebook-opslag, marketingkampagner og lignende. Produktet koster normalt USD 69 om måneden.