"Jeg kan sagtens sætte mig ind i det. Jeg har selv oplevet noget lignende."
Sådan lyder en stor del af de reaktioner, som er kommet fra Avisen.dk's læsere på pædagogen Helene Aagaards fortælling om at gå ned med stress uden at møde den mindste forståelse fra chefen.
Helene Aagaard fortæller til Avisen.dk, hvordan hun gik helt ned, efter hun gennem en længere periode blev udsat for massivt arbejdspres. Selvom hendes egen læge og psykolog ville sygemelde hende med stress, pressede chefen hende til at arbejde videre på fuld tid.
"Troede aldrig min hjerne ville fungere normalt igen."
Det endte med en belastningsreaktion, som har skadet Helene Aagaards hjerne permanent.
Blev lovet vikarhjælp - den kom aldrig
Hendes åbenhed får flere læsere til at reagere med sympati og forståelse på Avisen.dk's Facebook-side.
Flere har endda modet til at dele deres egne personlige oplevelser med stress og en uforstående ledelse, som gjorde problemet værre.
"Kan sagtens sætte mig ind i det. Er idag førtidspensionist på grund af stress. Fik et regulært nervesammenbrud på min arbejdsplads, efter at være blevet lovet vikarhjælp, som vi så ikke fik. Min kollega sagde op 14 dage efter og der måtte 5 personer til at klare det arbejde som min kollega og jeg normalt havde lavet," fortæller Henriette for eksempel.
Sove 20 timer om natten
Birte kan også genkende problemet:
"Jeg er selv pædagog, som blev syg af stress... Troede aldrig min hjerne ville fungere normalt igen. Heldigvis kunne jeg gå direkte på efterløn... og jeg har det fint i dag.... Dejligt du skriver om det, det havde jeg ikke overskud til... der burde ses meget på arbejdsmiljø i de danske institutioner.." skriver hun.
"Det kan da ikke være en god forretning at have folk sygemeldt"
"Puuuha, jeg forstår det i hvert fald. Jeg er nu i flexjob efter at være blevet stress-ramt i 2007 og har stadig mange forskellige mén. Jeg var tidligere lidt af en læsehest, men kan i dag ikke fordybe mig i en bog. Jeg er træt, træt, er nødt til at tage medicin og på trods af det, er jeg nødt til at sove 20 timer om natten og i vinterhalvåret en hel dag om ugen. Øv øv - men jeg har heldigvis nu er godt liv og et spændende arbejde," fortæller Birgitte.
"Lær at sige nej"
Også Kim er endt på fleksjob, efter han var møllen igennem.
"Jeg har haft samme sygdomshistorik. Gået ned med stress tre gange. (...) Sidste gang i '06 kom jeg ikke på arbejde igen. Blev nød til selv at opsige min gode stilling som projektingeniør. 25 år som ingeniør og så var jeg færdig. Fik efter tre år tilkendt fleksjob. Efter yderligere tre år og en masse jobpraktik, lykkedes det mig for halvandet år siden at blive hjælpelærer ved en kommunal skole. Jeg kan kun klare 10 timer om ugen men har det rigtig fint med det. To timer pr dag og så er jeg fuldstændig udkørt," skriver han, og slutter med denne hilsen til Helene Aagaard:
"Håber for dig at du får et lille fleksjob. Det skal du have. Lær at sige NEJ."
Vi skal jo være "robuste"
Lisbeth kæder problemet sammen med arbejdsgivernes forkærlighed for "robuste" ansatte.
"Derfor bliver jeg også så harm, når alle offentlige lærerstillinger, der slås op, kræver, at læreren skal være robust, omstillingsparat med mere. Det er ledernes måde at fortælle os, at vi skal kunne håndtere alle besparelserne uden retten til at sige fra," skriver hun.
"Man bliver så presset, så man ikke mærker sig selv og derfor kan man ikke sige fra."
Mette undrer sig over, at det ikke bliver bedre.
"Utroligt, der ikke er nogen der lærer af det?! Her tænker jeg chefer!! (Regeringen, det offentlige!) Hvorfor er det så vigtigt, at presse sit personale, så de ender sådan? Jeg forstår det ikke... Det kan da ikke være en god forretning at have folk sygemeldt," skriver hun.
Hvorfor sagde du ikke fra noget før?
Ikke alle læsere reagerer med ubetinget støtte og sympati på Helene Aagaards beretning.
Nogle mener, at hun selv burde have sagt fra noget før, og at hun ikke skulle have ladet chefen overtale sig til at droppe sygemeldingen.
Artiklen fortsætter under billedet
Helene Aagaard fortæller åbent til Avisen.dk og på sin egen blog om sin erfaring med stress.
"Man må også tage ansvar selv? Hvis arbejdspladsen ikke accepterer en sygemelding må man bede fagforeningen om hjælp. Chefen kan jo ikke tvinge en på job! De kan højest fyre en, og så er det en uberettiget fyring. Stress er ikke at spøge med," skriver Sussie for eksempel.
"Jeg forstår det ikke? Hvorfor siger man ikke selv fra, hvornår er nok, nok?" spørger Lene.
Cheferne tog det ikke alvorligt
Det har affødt en del svar fra læsere, som forsøger at forklare, hvad der foregår i en stressramt hjerne.
"Forstår godt du ikke forstår det Lene - syntes selv det er svært i bagklogskabens lys at forstå, hvorfor man ikke endeligt siger fra (fik black out i marts '15 på grund af stress) inden det går galt. Men husker også, at selv om jeg prøvede på at gøre mine overordnede opmærksom på, at bægeret var ved at flyde over, syntes jeg ikke de forstod udmeldingen og tog den alvorligt. Faktisk først da det var sket," fortæller Lis.
"Fordi man ikke selv kan se det i situationen og ikke selv magter det," supplerer Sergej.
Frygt for at miste jobbet
"Nogle gange gør man. Og får at vide, at det kan man ikke tage stilling til på arbejdspladsen, at der ikke er råd til at man for eksempel går ned i tid, eller man bliver lovet forbedringer, der ikke sker. Eller chef eller tillidsmand er skyld i stressen, og man ingen har at gå til. Eller man kan intet sige af frygt for at miste jobbet. Der er mange muligheder," forklarer Lise.
Heidi skriver:
"Jeg forstår det, er selv en tro kopi af dette! Man bliver så presset, så man ikke mærker sig selv og derfor kan man ikke sige fra."
Troede, stressramte bare ikke gad arbejde
Og så er der dem, som tidligere ikke tog stress alvorligt, men som er blevet klogere.
Peter fortæller:
"Som tidligere samlever med en personm som gik helt ned med stress, hvilket medførte en moderat depression, kan jeg om nogen anden tale med om, hvor surrealistisk det er. Den værste sygdom er den, man ikke kan se," skriver han, og fortsætter:
"Jeg lærte ufatteligt meget på de to år. Og må desværre ærligt bekende, at indtil hun blev ramt, var jeg bare ikke bedre vidende, end at folk med stress bare ikke gad arbejde. Jeg ved den dag idag, hvor meget fejl jeg tog. Føler mindst lige så meget med folk som er ramt af dette, som alle andre sygdomme. Og kan kun anbefale, at folk hurtigt får professionel hjælp."