Sosu-assistent Anja Rhiger følte ikke, at hun slog til på arbejde i hjemmeplejen, da hun ikke kunne give den hjælp, de ældre havde brug for. Til sidst gik hun ned med stress.
Selvom 42-årige Anja Rhiger er glad for at arbejde med andre mennesker, så ønsker hun ikke at vende tilbage til faget som sosu-assistent.
Kontrol, bureaukrati og stramme køreplaner fik hende til at bukke under for stressen for godt et år siden.
- Det er frustrerende at være ude hos borgere, der har brug for mere hjælp, end man kan give dem. Man ikke føler, man slår til som professionel. For man kan jo godt se, at der er brug for at man lige snakker i ti minutter med det her menneske. Men der er bare ikke ti minutter. For køreplanen skal overholdes, fortæller Anja Rhiger om arbejdet i hjemmeplejen.
Ansatte nedslides mentalt
Anja Rhiger følte sig utilstrækkelig. Det sled mentalt på hende. Og det er ikke unormalt for ansatte i den offentlige sektor.
En ny undersøgelse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea fastslår, at ansatte i relationsfag som pædagoger, lærere, fængselsbetjente samt medarbejdere i sundhedssektoren i højere grad er udsat for psykisk belastning i arbejdet. Og folk i disse fag, som oftest findes i den offentlige sektor, har større risiko for stress sammenlignet med ansatte i andre fag.
Ugebrevet A4 fortæller i dag om undersøgelsen. Flere eksperter mener, at styreformen i den offentlige sektor, hvor de fleste relationsfag er, går ud over de ansattes mentale helbred.
Anja Rhiger fik nok af, at hun ikke kunne bruge sin faglighed og give den hjælp, de ældre havde brug for, fordi det hele var så skemalagt.
Kan ikke spare på omsorg
- Planerne køres så stramt, og du skal følge et bestemt skema hele dagen, indtil du kommer hjem og kan smide nøglerne og kørelisterne fra dig. Og hver gang du har været ude hos en borger, skal du dokumentere, at du har været der, beskrive borgerens tilstand, og om de har taget deres medicin. Og snakken med borgeren blev nedprioriteret, fortæller Anja Rhiger.
Hun var bekymret for de borgere, der ikke fik den nære omsorg, de havde behov for, og forsøgte flere gange at gå til sin leder. Men det fik hun ikke noget ud af.
- Der blev ikke taget hånd om det. Jeg fik at vide, at det handler om økonomi og der skal spares. Men man kan ikke spare, når man har mennesker at gøre. Det hænger ikke rigtigt sammen. Man kan ikke spare på omsorg.
Hver tredje uge havde hun en akut-telefon, der betød at hun fra kl 16 om eftermiddagen til kl 7 om morgenen skulle stå standby i en hel uge i streg. Hun følte sig konstant på overarbejde.
Og det begyndte at gå ud over privatlivet.
Vil ikke havne i det samme igen
- Jeg var træt hele tiden, selvom jeg gik i seng, når klokken var otte hver aften. Jeg skældte ud på mine børn. Og havde ikke overskud til deres aktiviteter, siger Anja Rhiger.
For et år siden kunne hun ikke finde sin bil efter en tur i Bilka. Hjernen havde svedt helt ud, hvor hun havde parkeret den. Og hun blev klar over, at hun havde fået stress.
- Det føltes som om, hele verden med et gik i stå. Der tænkte jeg, at nu måtte det være slut.
Hun blev sygemeldt fra arbejdet og senere fritstillet. I dag er hun rask og jobsøgende, men ønsker ikke at vende tilbage til sundhedsfaget.
- Jeg vil jo bare havne i det samme igen. Selvom jeg godt kan lide at arbejde med mennesker, så skal jeg ikke være i et fag, hvor man bliver presset på den måde.