Helle Thorning-Schmidt, der var socialdemokratisk statsminister fra 2011 til 2015, skal afhøres som vidne i Tibetkommissionen 29. januar.
Det fremgår af en opdateret vidneliste, som kommissionen har offentliggjort.
Den tidligere statsminister er ikke tidligere blevet afhørt i kommissionen.
Tibetkommissionen genoptager sine afhøringer fra 7. januar, og de fortsætter i løbet af første halvår.
Vidnelisten vil løbende blive opdateret. Indtil videre er 28 vidner indkaldt til afhøringer i januar og februar.
Tibetkommissionen udgav tilbage i december 2017 sin første beretning. Konklusionen var, at politiet havde begået klart ulovlige indgreb mod borgernes frihedsrettigheder. Desuden var Folketinget blevet ført bag lyset af politiet.
Nedsat igen
I sommeren 2018 blev kommissionen nedsat igen. Regeringen bestilte en yderligere undersøgelse af, om myndighederne gennem årene har skubbet borgernes ret til at ytre sig og demonstrere til side.
I første omgang blev kinesiske besøg i 2012, 2013 og 2014 vurderet.
Under et besøg af præsident Hu Jintao rev betjente for eksempel tibetanske flag ud af hænderne på fredelige borgere. Ord som "FREE" og "FRIHED" tegnet med kridt på asfalten foran et hotel blev fjernet. Og politiet forsøgte endvidere at skjule en demonstration for præsidenten.
I den nye undersøgelse kigges der længere tilbage i tiden, og i den forbindelse er der allerede blevet afhørt en håndfuld nuværende og tidligere politifolk. Det skete i slutningen af 2018.
Siden da har Tibetkommissionen skaffet et meget stort materiale fra Udenrigsministeriet, PET, Justitsministeriet og flere andre myndigheder. Udbyttet er blevet 159 millioner dokumenter, har kommissionen tidligere fortalt.
Men i forhold til den oprindelige ambition er arbejdet forsinket. Først ved udgangen af 2021 kan der ventes en beretning, hed det i foråret, da kommissionen sendte en status til Folketinget.
/ritzau/