Den 28-årige gerningsmand, der sent onsdag aften skød og dræbte 12 mennesker på en bar i Los Angeles, gjorde det, fordi han kedede sig.
Det fremgår af flere opslag på det sociale medie Instagram, som gerningsmanden, Ian David Long, har skrevet.
Det bekræfter politiet over for flere medier, herunder NBC News og Buzzfeed.
I et af opslagene på gerningsmandens nu lukkede profil stod der, at "livet er kedeligt, så hvorfor ikke?":
- Det er ærgerligt, at jeg aldrig finder ud af, hvilke ulogiske og patetiske grunde folk vil lægge i munden på mig, som motiv til hvorfor jeg gjorde det.
- Sandheden er, at jeg ikke havde nogen grund til det. Jeg tænkte bare: "Fuck det, livet er kedeligt, så hvorfor ikke?", skrev gerningsmanden.
Caro Kuredjian fra det lokale politi siger til Buzzfeed, at gerningsmanden sandsynligvis har skrevet opslagene, mens angrebet var i gang eller kort forinden.
Talskvinde for Facebook, der ejer Instagram, Sarah Pollack, oplyser til NBC News, at internetgiganten har fjernet gerningsmandens profiler på begge platforme.
Skyderiet fandt sted omkring klokken 23 lokal tid på Borderline Bar & Grill i Thousand Oaks, der ligger godt 60 kilometer fra det centrale Los Angeles.
Gerningsmanden, Ian David Long, tog livet af sig selv kort efter at have dræbt 12 personer på baren. Blandt de dræbte er en betjent, der blev såret under skyderiet. Han er senere død af sine kvæstelser.
Politiet oplyser, at flere hundrede var til stede i baren, da skyderiet fandt sted. Heriblandt mange unge studerende. Et stort antal tog flugten ved at bruge barstole til at smadre vinduer og flygte fra stedet.
Long havde helt legalt købt den Glock-pistol, han brugte til sit blodige forehavende. Politiet kendte ham kun fra tidligere for mindre forseelser.
Ifølge de amerikanske myndigheder tilsluttede han sig militæret som 18-årig og tjente i næsten fem år frem til 2013. Blandt andet var han udsendt til Afghanistan i syv måneder, oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Myndighederne er bekymrede for, om Long led af posttraumatisk stress (PTSD), "idet han var veteran og havde tjent i marinekorpset".
/ritzau/