Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Ole Sohn står yderst på vippen som erhvervsminister i den minister-rokade, der ventes i kølvandet på formandsvalget i SF.
Ole Sohn blev for nylig fyret på forsiden af Weekendavisen af journalist Hans Mortensen, der kender SF's krinkelkroge særdeles godt som forfatter til bogen "Den røde tråd". Bogen skildrer SF fra DKP's fhv. formand Aksel Larsen til Villy Søvndals regeringsmagt.
Ole Sohn har taget hele turen med. Han begyndte i 1974 i SiD Horsens og fortsatte i DKP, hvor han sad ti år i centralkomitéen og var partiformand fra 1987 til 1991. Sohn forsøgte forgæves at reformere DKP, men gik til Enhedslisten og siden videre til SF, da det glippede.
I SF oprandt hans storhedstid, da Villy Søvndal i 2005 blev formand efter sin sejr over Pia Olsen Dyhr og Meta Fuglsang ved urafstemningen blandt folkesocialisterne. Søvndal satte Sohn til at styre folketingsgruppen som gruppeformand.
Sohn styrede SF'erne med fast hånd og støttede SF's vej mod et strømlinet parti med en slankere landsledelse samt strammere landsmøder. Sohn og Søvndal har hovedansvaret for at skabe den tætte politiske alliance med Socialdemokraterne som SF's vej til magten.
Derfor var Sohn selvskreven som minister, da SF for første gang kom med i en regering. Men internt i partiet fik han baghjul af den 27-årige komet Thor Möger Pedersen, der blev skatteminister og kom med i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.
Samtidig svækkedes Sohn, da medierne begyndte at rode i hans fortid som DKP-formand. Han angrede til slut sin DKP-fortid offentligt, efter i en lang periode at have optrådt med uld i munden om det såkaldte "Moskva-guld" - den sovjetiske økonomiske støtte til det fallerede DKP.
Kritikerne gav ham ingen kredit for en stribe bøger om stalinismens ofre, blandt andre det kommunistiske folketingsmedlem i 30'erne Arne Munch-Petersen, der forsvandt under et besøg i Sovjetunionen.
Sohn afviser, at strid modvind i begyndelsen af hans ministertid svækkede hans lyst til politik.
- Det har de gravet i i 20 år. Det har nærmest bare virket modsat på mig. Jeg har bare fået mere lyst til at fortsætte, siger han.
Skønt fortiden overskyggede det første år som erhvervsminister, høster Sohn rosende ord fra Dansk Erhvervs administrerende direktør, Jens Klarskov.
- Vi er da ærgerlige over, at han stopper. Vi har haft et glimrende samarbejde med ham, siger han.
Ole Sohn vender selv tilbage til erhvervslivet. Han afløser sin hustru som chef for parrets virksomhed, Sohns forlag. Her er der, i modsætning til i fortidens kommunistiske virksomheder, kulsorte tal på bundlinjen.
/ritzau/