Forbund: V vil give hvert 5. job væk til udlændinge

Rengøring er et af de fag, som udlændinge sidder tungt på. FOA frygter, at Venstres udspil vil gøre flere fag til "jobghettoer" (Foto: Jan Dagø/POLFOTO)

Venstre vil gøre det lettere for visse udlændinge at søge job i Danmark. Det går ud over de ufaglærte, der i forvejen har svært ved at finde job, mener fagforeningen FOA.

85 procent. Så stor en del af jobbene inden for omsorg og service skal fremover kunne søges af udlændinge. I hvert fald hvis det står til Venstre, der vil gøre det lettere at komme til Danmark for udlændinge fra vestlige lande at søge arbejde i Danmark.

Konkurrencen fra udlændinge vil især ramme job som rengøringsassistenter, køkkenmedhjælpere og portører, der ikke kræver en særlig uddannelse.

Det svarer til hvert femte job inden for fagforbundet FOA's område, viser forbundets egne beregninger.

"Jeg er stærkt bekymret for, at FOA’s medlemmer kommer i klemme, når de skal konkurrere med folk fra Chile eller Seychellerne om de danske jobs," siger FOA's formand Dennis Kristensen.

Som en del af partiets udlændingeudspil vil Venstre gøre det lettere for udlændinge fra udvalgte lande uden for EU at søge arbejde i Danmark.

Det færdige udspil bliver præsenteret på partiets sommergruppemøde fredag kl. 14.30. Men allerede i sidste uge kom det frem, at Venstre vil ændre grænsen for, hvor meget udlændinge skal tjene for at få arbejdstilladelse.

I dag er det beløb 375.000 kroner om året, men det vil Venstre sænke til 200.000 for vestlige udlændinge, mens det skal hæves til 400.000 for ikke-vestlige udlændinge.

Hul i hovedet

Ideen falder ikke i god jord i fagforeningen FOA, som primært organiserer SOSU'er, men også ufaglærte inden for omsorgs- og servicesektoren.

Formand Dennis Kristensen frygter, at Venstres udspil vil få mange flere udlændinge til at søge arbejde i Danmark.

"Og det er jo helt hul i hovedet i en arbejdsløshedstid," siger han.

Men det er slet ikke meningen med udspillet, siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

Der skal nemlig være en kvote for, hvor mange udlændinge der kan få arbejdstilladelse hvert år.

"Det her er ikke et forslag, der skal få flere udlændinge til at søge arbejde i Danmark. Men det kan jo ikke udelukkes. Det kommer an på, hvad vi fastsætter kvoten til," siger Karsten Lautizen.

Udspillet skal også ses i sammenhæng med, at Venstre helt vil droppe Greencard-ordningen, der skal tiltrække højtuddannede medarbejdere til Danmark.

Men det beroliger ikke Dennis Kristensen.

"Nu skal det så både være højt, lavt og ikke-uddannede, der kan komme til Danmark og tager de ufaglærtes jobs. Det gør det bare værre," siger han.

Slap af, FOA

Lige gyldigt hvor mange udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, mener Karsten Lauritzen ikke, at FOA skal være så bekymrede.

"Jeg tror grundlæggende på, at hvis man er dansker og kan sproget, er man foran én, der måske kun taler engelsk," siger han.

Dennis Kristensen fra FOA medgiver da også, at man skal have sproget på plads, før man kan komme ind på en arbejdsplads, hvor der tales dansk.

Men han understreger, at sproget ikke har forhindret udlændinge i nærmest at overtage fag som rengøring og buschauffører.

"Det er fag, der er blevet til en slags jobghetto, og jeg kan sagtens forestille mig, at det vil brede sig til andre ufaglærte job, som er lettest tilgængelige og hvor sprogkravene er mindst," siger han.

 

Opdateret 15:10

I det endelige udlændingeudspil, som Venstre netop har præsenteret på sit sommergruppemøde, er grænsen for, hvor meget vestlige udlændinge skal tjene for at få arbejdstilladelse, ændret fra 200.000 til 215.000 kroner om året.

Det er derfor ikke 85 procent af alle job inden for omsorg og service, der kan søges af udlændinge, men kun 70 procent af jobbene.

Af de 70 procent er der en gruppe, der er særligt udsat, fordi deres job ikke kræver nogen særlig uddannelse. Med den nye grænse på 215.000 kroner udgør den gruppe 17,5 procent af jobbene inden for omsorg og service.