Det kan ikke understreges nok. Der er langt mere på spil end tre point i EM-kvalifikationen, når Danmark tager imod Sverige i Parken i aften. For hele Skandinaviens skyld er det tvingende nødvendigt, at de rød-hvide prygler svenskerne, ja, gule og blå.
Sverige er foran os på mange områder, som Nyhedsavisen har bevist i den seneste tid.
Volvo slår Ellert, Hamilton smækker Rasmus Klump, kampflyet Gripen vinder over, ja hvad egentlig? En papirsflyver, måske.
Og folkesundheden får den danske ditto til at ligne en førtidspensionist. (Norge er i denne sammenhæng uden for kategori, da man dårligt kan grave have i Tromsø uden at støde på oliekilder).
Svenskerne slår os også sportsligt: Björn Borg kontra Kenneth Carlsen er bare et eksempel.
Men med en sejr i aften vil Danmark tage et kvantespring mod svenskernes førerposition. Vinder svenskerne i aften, vil det fjerne den sidste vigtige bastion, hvor Danmark er Sverige overlegent, og det vil få uoverskuelige konsekvenser. Goodwill over for svenske studerende i landet vil svinde, accept af, at svenskerne drikker vores øl, vil være forbi, og politisk vil det være umuligt for regeringsleder Fredrik Reinfeldt at tage dansk politik seriøst.
Så for broderfredens skyld skal Danmark vinde.