Det var ikke ulovligt, da Anders Moesgaard og firmaet Triple International brugte underbetalt polsk arbejdskraft til renovering af ejendomme i København i 2004 og 2005.
Det fastslog Københavns Byret i en dom torsdag.
Dermed har anklagemyndigheden ved Københavns politi for anden gang på et år tabt en principiel sag om udenlandsk arbejdskraft med krav om millionbøder, skriver 3F på sin hjemmeside.
Folketinget har købt en af ejendommene, der ligger på Christianshavn, til brug for folketingsmedlemmer fra provinsen.
Og nu kan medlemmerne altså flytte ind i lejlighederne, uden at det strider mod de love om udenlandsk arbejdskraft, som de selv har været med til at vedtaget.
Anklagemyndigheden mente, at Anders Moesgaard var den egentlige arbejdsgiver for de polske arbejdere.
Og at de derfor skulle have haft arbejdstilladelse efter Udlændingeloven og Østaftalen.
Moesgaard og hans forsvarer har omvendt hævdet, at polakkerne var ansat i det polske firma Gromet og lovligt udstationeret.
Sagen er ekstra kontroversiel, fordi én af de renoverede ejendomme i sommer blev købt af Folketinget.
Det var Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, der i sin tid politianmeldte arbejdsforholdet. Og her er formand Bo Rosschou rystet.
"Det er ubestridt, at Anders Moesgaards polske arbejdere ikke er blevet aflønnet efter dansk overenskomst," siger han og siger, at mange tusinde arbejdere fra Østeuropa i de sidste fem år har arbejdet i Danmark til typisk 40 kroner i timen og 58 timer om ugen.