Inde på Christiansborg taler politikerne om at begrænse den illegale arbejdskraft i Danmark.
Men mindre end en kilometer væk på Christianshavn står en række lejligheder, der er renoveret af underbetale polakker, nu til deres rådighed.
Til brug for medlemmer fra provinsen har Folketinget købt en ejendom på Wildersgade, der sammen med fem andre ejendomme er genstande i et sagsanlæg mod erhvervsmanden Anders Moesgaard.
Anklagemyndigheden kræver millionbøder til hans selskab Triple International og et polsk par, der er anklaget for at have omgået udlændingeloven og underbetalt ti polske statsborgere, der har arbejdet på seks projekter i Danmark - herunder politikernes kommende lejligheder.
Det skriver Berlingske Business.
Renoveringen skal være sket gennem et "skalkeskjul" i form af et polsk selskab, hvis formål var at omgå den såkaldte østaftale, der skulle forhindre arbejdere fra eksempelvis Polen i at underminere det danske aftalesystem efter udvidelsen af EU.
Anders Moesgaard og de øvrige anklagede kræver frifindelse. De mener, anklagerne er urimelige.
"Påstanden på samtlige de tiltaltes vegne er frifindelse, fordi reglerne er fulgt til punkt og prikke," siger advokat Anders Nemeth.
Men hvis de bliver dømt, så har Folketinget direkte betalt en mand, der har tjent penge på at omgå de regler, som folketingspolitikerne selv har vedtaget.
Og Folketinget kendte til anklagerne mod ejeren, da ejendommen i Wildersgade blev købt sidste år, erkender vicedirektør i Folketinget, Per Anker Hansen.
"Derfor henvender vi os til kammeradvokaten, som siger to ting: For det første, at der ikke er noget juridisk forkert ved at købe. Vi kommer altså ikke til at stå som en hæler eller noget i den stil. For det andet, at man ikke kan forvente, at en køber undersøger adskillige tidligere ejeres personlige forhold."
Den politisk ansvarlige for Folketingets administration, Thor Pedersen (V) har endnu ikke kommenteret sagen.
Der falder dom i sagen mod Anders Moesgaard og Triple International 17. september.