En nyoprettet kontaktgruppe bestående af EU-lande og en række sydamerikanske lande vil sende en "teknisk mission" af sted til kriseramte Venezuela.
Den skal bidrage med nødhjælp, og den skal være med til at arrangere et nyt valg i det sydamerikanske land.
Det oplyser gruppen efter et møde i Uruguays hovedstad, Montevideo.
Mødet var det første i kontaktgruppen, der består af Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, Spanien, Portugal, Sverige, Holland, Ecuador, Costa Rica, Uruguay og Bolivia. Mødet blev holdt på ministerniveau.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, understreger, at man ønsker en fredelig og politisk løsning på den venezuelanske krise.
Hun tilføjer, at løsningen på problemet må komme fra folket i Venezuela - gennem en et nyt valg.
- Det er ikke bare den mest ønskværdige løsning. Det er også den eneste løsning, hvis vi vil undgå yderligere lidelse og en kaotisk proces, lyder det fra italienske Federica Mogherini.
Venezuela befinder sig i øjeblikket i krise både økonomisk og politisk.
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, vandt en ny periode som præsident ved et valg i maj sidste år.
Valget blev af mange rundt i verden opfattet som udemokratisk.
I januar trådte parlamentets formand, Juan Guaidó, så frem og udråbte sig som midlertidig præsident. Han er siden blevet anerkendt som fungerende præsident af blandt andet USA og flere EU-lande - herunder Danmark.
Det er sket med tilføjelsen, at der snarest bør udskrives præsidentvalg.
Rusland har beklaget sig over ikke at være inviteret med til mødet i Montevideo som deltager eller observatør.
Rusland har under den optrappede konflikt i Venezuela fastholdt tætte bånd til præsident Maduro.
Også lande som Tyrkiet og Kina støtter fortsat Maduro.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters