Læger, jordemødre og sygeplejersker investerer deres pensioner i den dødssprøjte, som amerikanerne bruger til at ende livet på deres hårdeste kriminelle. Inden forargelsen bobler helt over, skal man tage en dyb indånding og se på sig selv. For som modstander af dødsstraf er det selvfølgelig problematisk at investere i dødens købmænd. Eller er det?
Hvis man ikke kan investere i et medicinalfirma, der godt nok står bag de dødelige doser, men også en lang række gavnlige medikamenter, hvad kan man så egentlig købe?
De moderigtige Nike-sko produceret i asiatiske sweatshops, er de første, man må vinke farvel til. Det selvom en arbejder på en vietnamesisk Nike-fabrik i dag tjener tre gange så meget som minimumslønnen i det fattige land.
Forholdene er slemme i forhold til vores standard, men mon ikke arbejderne kigger mere på forholdene i Vietnam end i Danmark. Ti bananer til en tyver er også produceret så billigt, at bonden ikke får en fair pris, hævder de hellige. Men ved at betale en kunstigt høj pris til andre bønder vænnes de til at producere for dyrt.
Så når de ikke længere er fattige, kan de ikke sælge deres bananer. Ergo bliver de fattige igen. Listen er lang over, hvad man ikke bør støtte ved køb eller investeringer, men det må være op til den enkelte. Dødssprøjter er måske over grænsen, men kig rundt i dit eget hjem, før du hæver pegefingeren.