Som et flyvende bjerg har en kæmpe asteroide kurs mod jorden, hvor den tirsdag kl. 08.13 dansk tid vil være tættere på vor planet end selve månen.
"Det er en såkaldt C 20 asteroide, der er cirka 400 meter i diameter, så det er en ordentlig klump sten, der er på vej mod os," forklarer John Leif Jørgensen, der er Afdelingsleder for Måling og Instrumentering på DTU Space Center til Newspaq.
Når asteroiden er tættest på, vil den ryge forbi jorden i en afstand af kun 325.000 kilometer, men selv ikke de hurtigste, morgenfriske danskere skal dog regne med at få asteroiden at se på himlen.
"Derimod vil folk i USA og Sydamerika på natsiden have en god chance," siger afdelingslederen og tilføjer, at der heller ikke her til lands findes udstyr, der er stærkt nok til at spotte asteroiden, hvis størrelse svarer til et stort hangarskib.
Han forklarer, at astronomer verden over dog nok skal stå klar til at filme det flyvende bjerg, når det kommer hvæsende forbi.
"Hvis den her sten ramte jorden, ville den kunne udslette en mindre by," forklarer John Leif Jørgensen:
"Men den vil med fuldstændig sikkerhed ikke gøre i den her passage. Den passerer blot tilfældig relativt tæt på jorden, og så flyver den videre ud i verdensrummet."
Asteroiden er blandt de ældste objekter i solsystemet, der er dannet af støv og gas-arter, der omgav solen for 4,5 milliarder år siden.