Mitt Romney klarede sig væsentligt bedre end forventet i nattens tv-duel mod præsident Barack Obama. Det vurderer Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske studier på Syddansk Universitet.
Og med sin præstation har republikanernes kandidat øget spændingen om valgets udfald.
- Mens Obama til tider var lidt tøvende i sine svar, så var Romney i offensiven og virkede som den mest friske af de to. Han klarede sig klart bedre end forventet, og det er vel det, der er målestokken, siger Niels Bjerre-Poulsen.
Han betegner den 90-minutter lange dyst som en "god politisk debat". Hverken Romney eller Obama var på noget tidspunkt "i tovene" eller faldt igennem, men Romney har sandsynligvis fået flere vælgere over på sin side, mener Bjerre-Poulsen.
- Romney var meget sammenhængende i sin debatform. Mere end Obama. Tærsklen for Romney var at få vendt debatten i valgkampen, mens Obama sådan set bare skulle undgå at tabe. De kommende dage vil vi se, om det lykkedes for Romney, siger han.
Siden august har Romneys valgkampagne ikke haft større succes. De seneste uger har de fleste overskrifter drejet sig om, at det kun gik i én retning for republikanerens muligheder for at slå Obama.
- Normalt henter udfordreren to-tre procent i meningsmålingerne i dagene efter den første tv-debat, men spørgsmålet er, om fremgangen holder ved, siger Niels Bjerre-Poulsen.
I USA er hovedindtrykket også, at Romney trak sig bedst af ud af dysten. Niels Bjerre-Poulsen påpeger dog, at republikaneren måske slap lidt for nemt igennem med flere af sine postulater.
- Romney nævnte mange tal. Om at skabe nye arbejdspladser, om at bringe balance i det føderale budget og om sundhedsreformen. Men mellemregningerne mangler. Blandt andet spørgsmålet om, hvor meget vækst det vil skabe at sænke skatterne, siger Bjerre-Poulsen.
Romney blev under debatten ikke presset nok til at forklare sig yderligere, og det vil han nok blive udspurgt om af medierne de kommende dage, forventer lektoren.
Næste runde af i alt tre debatter finder sted den 16. oktober.
/ritzau/