Er der oplysninger, som man ikke ønsker skal komme frem i offentligheden, skal man tilrettelægge sit arbejde, så de ikke kommer frem.
Sådan lyder budskabet fra departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet Sophus Garfiel til medarbejderne.
Det fremgår af en skjult lydoptagelse fra et morgenmøde i ministeriet 16. april, som Politiken er kommet i besiddelse af.
- Hvis I er meget optaget af, at der ikke skal være offentlighed i noget, jamen, så må vi tilrettelægge vores arbejde på en måde, så der ikke er offentlighed i det, siger han blandt andet på optagelsen.
Departementschefens udtalelser kan ifølge eksperter være i strid med intentionen i offentlighedsloven. Det skyldes, at alt i udgangspunktet skal være offentligt, og kun bestemte oplysninger mørklægges.
- At indrette sagsbehandlingen sådan, at man i visse situationer kan undgå aktindsigt, er en omgåelse af aktindsigtsreglerne, og selvfølgelig må man ikke det, siger Steen Bønsing, juraprofessor ved Aalborg Universitet.
Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vurderer, at Sophus Garfiels råd til de ansatte kan være okay.
Det kan ifølge Oluf Jørgensen være et udmærket råd, "når man er på et helt forberedende stadie forud for en beslutning".
Når ministeriet nærmer sig beslutningsfasen er det dog vigtigt, at offentlighedsloven ikke bliver omgået, understreger Oluf Jørgensen.
- Fordi departementschefen ikke skelner mellem de to ting, kan den blive en tilskyndelse til, at oplysninger, som skulle være tilgængelige efter loven, bliver snoet uden om, siger han.
Ifølge Sophus Garfiel er hans udtalelser blot en opfordring til at tænke sig om.
- For mig er det her et forklaringsbidrag til medarbejderne i forhold til, hvordan man skal gebærde sig som en god embedsmand inden for rammerne af den lovgivning, vi har, siger han til Politiken.
/ritzau/