David Trads er journalist og forfatter.
Den ene ligner svigermors drøm, den anden er en brovten bulderbasse, men alligevel har Dansk Folkepartis Kristian Thulesen-Dahl og Republikanernes Donald Trump mindst tre ting tilfælles:
For det første er de begge umådeligt populære populister, som lover guld og grønne skove til deres henholdsvis danske og amerikanske kernevælgere. De ved godt, at deres gavekort ofte slet ikke kan indløses, når det kommer til stykket. Pyt med det, tænker de. Det må andre løse.
For det andet næres deres succes af, at de dygtigt og skruppelløst dyrker den frygt, som mange har til muslimske medborgere. Sloganerne er ’Giv mig Danmark/Amerika tilbage!’ – og det, der menes med det, er, at de reelt foretrækker kristne og hvide i deres lande.
For det tredje er de i hvert deres land en gåde for politiske iagttagere, fordi de tilsyneladende kun styrkes, når de siger eller gør ting, som normalt ville skade politikere. Næsten al analytisk logik sættes ud af kraft, når de to herrers ruller sig ud på den politiske scene.
Deres styrke er utvivlsomt, at ’de taler, så almindelige folk kan forstå dem’, og at de helt åbenlyst opfattes som mere troværdige end de fleste andre. De angler heller ikke – i hvert fald ikke endnu – efter flertallets gunst, men er tilfredse med en fanbase på knap 25 procent.
Trump, den karismatiske amerikanske reality-politiker, brøler selvfølgelig en del højere end Thulesen-Dahl, den jyske snusfornuftige-politiker. Trump vil ’lukke USA's grænser for muslimer’ – mens Thulesen-Dahl vil ’have sat en grænsebom op’ og kun tage ’500 kvoteflygtninge’.
I USA er Trump en politisk gåde, som i månedsvis klart har været sine partimedlemmers foretrukne præsidentkandidat – trods stor modstand fra partieliten og umiddelbart vanvittige udtalelser, som normalt ville skubbe en politiker ud i kulden:
John McCain, Republikanernes præsidentkandidat i 2008 og nationalhelt for sin indsats i Vietnam, blev hånet af Trump, fordi han var krigsfange. Det er der ikke noget ’helt’ over. Hispanics, en sjettedel af USA's befolkning, er et ’kæmpe-problem.’ Internettet ’bør lukkes’. Muslimer skal slet og ret ’ud’.
Men hver gang, at Trump er kommet med det, man normalt vil kalde en ’vild’ udtalelse, er hans opbakning steget. Den almindelige analyse i USA er lige nu, at årsagen simpelthen er, at han betragtes som ’folkets stemme’ – og en ’mand, der siger præcist, hvad han mener.’ Ærlig!
Lyder det genkendeligt i Danmark?
Ja – om end på en mere afdæmpet måde.
Siden Thulesen-Dahl blev formand for Dansk Folkeparti, er han gået fra sejr til sejr – næsten-fordobling ved folketingsvalget, kæmpesejr ved valget til Europa-Parlamentet og ved EU-folkeafstemningen.
Lige siden valget i juni i år er partiformanden ellers ofte dømt ude af den politiske elite – han ville blive ’straffet’ for ikke at gå i regering; han ’tabte’ den oprindelige aftale om finansloven; partiet ville ’tabe’ pondus op til folkeafstemningen på grund af Messerschmidt-sagerne…
Men hver gang, at den normale logik ville tilsige, at Thulesen-Dahl og Dansk Folkeparti ville tabe terræn, er det modsatte sket: Partiet er i meningsmålingerne generelt vokset, partiformanden måles fortsat til at være en af de landets mest troværdige politikere.
Dem – og det er nok især Venstre-folk og socialdemokrater – som lige nu godter sig over, at Dansk Folkeparti den forløbne uge sådan rigtigt har dummet sig i forbindelse med besparelserne på boligsikring til ældre, folder givetvis deres hænder og beder til Vorherre (eller i det mindste til Gallup-Guden) om, at Dansk Folkeparti endelig mister opbakning.
Jeg er langtfra sikker – for, hvis der er noget, som 2015 har lært os i Amerika, i Europa og i Danmark, ja, så er det, at opbakningen til populister er langt større og langt mere bæredygtig i dag end i flere årtier. I Trumps og Thulesen-Dahls æra gælder nye spilleregler.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.